Camerons syn på EU møder modstand hos Thorning

Statsminister Helle Thorning-Schmidt deler ikke den britiske premierminister, David Camerons, syn på udviklingen i EU. EU er ikke et tag-selv-bord, siger hun.

Det europæiske samarbejde skal i fremtiden være mere fleksibelt og tage hensyn til de enkelte medlemslandes forskelligheder.

Det var budskabet fra den britiske premierminister, David Cameron, der onsdag holdt sin længe ventede tale om EU.

Men budskabet får en kold skulder fra den danske regering. Ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har Danmark for flere år siden valgt en hel anden tilgang til EU end Storbritannien.

- Vi mener, at vi tjener danske interesser bedst ved at være tæt på kernen i Europa, ved at gøre en forskel hver eneste dag på en konstruktiv måde og på den måde få vores stemme hørt i Europa, siger hun.

Også Venstre mener, at David Cameron er på vildspor.

- Hvem vil ikke gerne kunne tilpasse sit EU-medlemskab, så det lige præcis flugter med ens nationale prioriteter og giver konkurrencefordele til erhvervslivet? Problemet er bare, at det ikke kan lade sig gøre i den politiske virkelighed. Hvis alle lande pludselig skulle til at specialdesigne deres medlemskab, ville EUs altafgørende vækstmotor, det indre marked, hurtigt bryde sammen, siger EU-ordfører Lykke Friis (V).

I talen udstedte David Cameron også et løfte om, at han - hvis han bliver genvalgt - vil genforhandle Storbritanniens EU-medlemskab og stå i spidsen for afviklingen af en folkeafstemning senest i 2017, hvor briterne får mulighed for helt at forlade EU.

- Det bliver et simpelt inde-eller-ude-valg om at blive i EU på disse nye betingelser eller at gå helt ud, sagde David Cameron.

Helle Thorning-Schmidt vil ikke på forhånd sige, om EU kan imødekomme de britiske ønsker.

- Nu må vi høre, hvad briterne konkret vil, men som jeg ser det, er Europa stærkest, hvis de 27 lande holder sammen. Det gælder i forhold til det indre marked, men det gælder også i forhold til andre ting. Hvis vi skal være effektive i forhold til at bekæmpe grænseoverskridende forurening og kriminalitet, social dumping, få mere vækst og beskæftigelse i Europa, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi kan gøre det mest effektivt ved at arbejde sammen, siger Helle Thorning-Schmidt, der understreger, at EU ikke er et »tag-selv-bord«.

Hos Dansk Folkeparti og Liberal Alliance bliver David Camerons budskaber modtaget positivt.

- David Cameron er presset til at foreslå denne afstemning, og det varsler også et håb for Danmark. EU-partierne må indse, at danskerne er skeptiske til projektet og må komme befolkningen i møde, siger EU-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF), mens EU-ordfører Merete Riisager (LA) roser David Cameron for at stille spørgsmålstegn ved den øgede integration.

- Storbritannien er det eneste store land i EU, der går imod en vedvarende integration og øget centralisering i EU. Det bør vi støtte op om i Danmark, for EUs primære opgave bør handle om at sikre et velfungerende indre marked, skabe velstand og sikre fred, siger hun.