Kasper Fuhr Christensen melder sig ud af SF, fordi han ikke kan leve med regeringspartiets nedskæringskurs.

Byrådsmedlem i Randers Kasper Fuhr Christensen meddeler lørdag, at han melder sig ud af SF på grund af den »nedskæringskurs, som regeringspartiet kører«.

- Som en del af regeringen er SF slået ind på en nedskæringskurs, hvor velfærden er under angreb. Det vil jeg ikke være en del af, oplyser Kasper Fuhr Christensen i en skriftlig meddelelse.

- Jeg har været glad for det lokale samarbejde med SF. At jeg forlader SF, handler alene om, at jeg ikke vil være med til at blåstemple de store forringelser af velfærden, som regeringen har gang i. Da skatteminister Holger K. Nielsen sagde, at SF ikke vil slås for en længere dagpengeperiode, blev det klart for mig, at jeg ikke længere kunne forsvare at være medlem af SF, tilføjer Kasper Fuhr Christensen, der nu bliver løsgænger.

Kasper Fuhr Christensen blev valgt ind i byrådet ved det seneste kommunalvalg for tre år siden.