Øens Murerfirma stod også for at rive en bærende væg ned i Anna Mee Allerslevs lejlighed. Anna Mee Allerslev nægter fortsat, at firmaet stod for hovedentreprise.

Nye oplysninger om Anna Mee Allerslevs byggesag viser, at Øens Murerfirma som hovedentreprenør også stod for at rive en bærende væg ned ved totalrenoveringen af Anna Mee Allerslevs 236 m2 lejlighed.

Selv afviser Anne Mee Allerslev stadig, at murerfirmaet - der er en kommunal samarbejdspartner - stod for hovedentreprisen.

Men BT kan i dag afdække, at det var Øens Murerfirmas byggeleder, der indsendte en lovpligtig blanket til Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune i forbindelse med, at Anna Mee Allerslev skulle have fjernet en bærende væg. Det viser aktindsigt i byggesagen.

Arbejdet med at fjerne den bærende væg mellem spisestue og køkken blev udført af Øens Murerfirma, fremgår det af blanketten.

Ifølge rektor ved Folkeuniversitetet og ekspert i forvaltningsret Bente Hagelund sår de nye oplysninger endnu engang tvivl om Allerslevs forklaring.

»Hvis Øens Murerfirma ikke optræder i sagen som hovedentreprenør, er det meget svært at forstå, hvorfor firmaets medarbejdere skriver breve om sagen til Københavns Kommune,« siger Bente Hagelund.

Også Torben Bagge, der er ekstern lektor i offentlig ret ved Aarhus Universitet og partner i advokatfirmaet TVC undrer sig:

»Det, der står tilbage er, at det ikke giver nogen mening, at Anna Mee Allerslev holder fast i, at hun kun har fået lavet et badeværelse. Så skulle Øens Murerfirma havet givet urigtige oplysninger i en officiel blanket til kommunen? Jeg kan slet ikke se, hvordan Øens Murerfirma på nogen måde skulle have en interesse i at gøre det, så Anna Mee Allerslev står med en ualmindelig dårlig sag,« siger han.

Tidligere har Anna Mee Allerslev oplyst, at Øens Murerfirma lavede 'noget murerarbejde på badeværelset' i hendes lejlighed. Det fremgår af en undersøgelse udarbejdet af advokatfirmaet Horten, der er Københavns Kommunes juridiske rådgiver.

Søndag bad kommunen på ny advokatfirmaet undersøge Anne Mee Allerslev. Det skete som reaktion på, at BT i sidste uge kunne afdække, at Øens Murerfirma stod for en hovedentreprise af lejligheden, samt at firmaet betalte regninger for over 25.000 kroner for Allerslev.

Ekspert: Ikke en privat sag

BT har spurgt Anna Mee Allerslev, hvorfor Øens Murerfirmas byggeleder indsendte en blanket om at rive en væg ned, hvis firmaet - som Allerslev siger - ikke var hovedentreprenør.

»Uanset, hvor mange gange BT påstår, at Øens Murerfirma har været hovedentreprenør er dette ikke korrekt. Hvad Øens Murerfirma har lavet, eller ikke lavet i min private lejlighed, er privat og ikke en sag for BT. Jeg kan dog gentage, at jeg har betalt fuld pris for alle håndværkeres arbejde,« skriver Anna Mee Allerslev i et skriftligt svar.

Ifølge forvaltningsekspert Bente Hagelund er det dog ikke en privat sag:

»Som borgmester kan man ikke påberåbe sig, at dette er en privat sag,« slår hun fast.

Som dokumentation på, at Øens Murerfirma har lavet en hovedentreprise, fremlagde BT fredag et budget fra Øens Murerfirma med titlen ‘Hovedentreprisen’. Desuden fremgik det, at firmaet med indehaver Jan Elving i spidsen stod for at styre byggeprocessen med syv underentreprenører og et budget på cirka 1,7 millioner kroner.

Samtidig fremlagde BT emails, der dokumenterer, at Anna Mee Allerslev kommunikerede med underentreprenørerne gennem en byggeleder fra Øens Murerfirma.

I en mail fra 16. maj 2016 stillede Anna Mee Allerslev 33 spørgsmål til Øens Murerfirmas byggeleder efter at have læst budgettet udarbejdet af firmaets tilbudsberegner. Byggelederen sendte spørgsmålene videre til fem underentreprenører.

BT har igen spurgt Anna Mee Allerslev, hvorfor hun kommunikerede med håndværkerne gennem murerfirmaets byggeledere, hvis murerfirmaet ikke var hovedentreprenør. Det har den tidligere borgmester ikke svaret på.

Indehaver af Øens Murerfirma Jan Elving er ikke vendt tilbage på BTs henvendelser.

Byggelederen hos Øens Murerfirma Ali A. Jamali anmelder via en blanket til Københavns Kommune, at arbejdet med at rive en bærende væg ned i Allerslevs lejlighed begynder. Det vil blive udført af Øens Murerfirma, fremgår det.

Vis mere

Mail fra Øens Murerfirma til Københavns Kommune.
Mail fra Øens Murerfirma til Københavns Kommune.
Vis mere

Den 18. maj 2016 sender Ali A. Jamali, der er byggeleder for Øens Murerfirma på renoveringen af Anna Mee Allerslevs lejlighed, en mail til fem entreprenører.'Jeg skal hermed bede om jeres kommentar/svar til nedenstående senest fredag den 20 maj,' skriver han.Den mail, Ali A. Jamili videresender, er 33 spørgsmål og kommentarer til blandt andet stukkatør-, tømrer-, VVS-, maler-, og el-arbejdet fra Anna Mee Allerslev. Det vedhæftede excel-ark med et Øens Murerfirmas budget over renoveringen bliver kaldt ‘Hovedentreprisen’.

Adskillige dokumenter i byggesagen dokumenterer, at Øens Murerfirma stod for hovedentreprise, hvilket også bekræftes af underentreprenøren Rasmus Carstensen.
Adskillige dokumenter i byggesagen dokumenterer, at Øens Murerfirma stod for hovedentreprise, hvilket også bekræftes af underentreprenøren Rasmus Carstensen.
Vis mere