Selv om der er penge i kommunekassen, må projekter for 2013 opgives. Katastrofalt, mener borgmestre fra begge fløje.

Mange af landets kommuner har penge nok at bygge for, men de må vente med at gå i gang på grund af regeringens loft over anlægsudgifter i 2013, der betyder, at kommunerne samlet kun må bruge cirka 16 milliarder kroner på blandt andet veje, byggerier og renoveringer, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

Avisen har talt med en lang række borgmestre, og de kritiserer alle anlægsloftet.

- Det er fuldstændig vanvittigt med et loft. Vi burde vedligeholde og skabe ordentlige rammer for børn på skoler og ældre på plejecentre. Anlægsloftet er et udslag af mistillid til det kommunale selvstyre, siger SF-borgmesteren Kirsten Bille i Syddjurs Kommune.

I Hørsholm Kommune, hvor musikskolens våde tag ikke kan skiftes ud før i 2014, er den konservative borgmester, Morten Slotved, heller ikke tilfreds.

- Danmark har brug for anlægsinvesteringer og private arbejdspladser. Mange kommuner har ligesom os pengene i kassen, og derfor giver det ikke mening, siger han til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Hernings borgmester, Lars Krarup (V), kalder loftet »et helt urimeligt, unødvendigt og bureaukratisk værktøj«.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) inviterer Kommunernes Landsforening (KL) til dialog om at justere balancen mellem anlægs- og serviceudgifter, men afviser at lade kommunerne bruge flere penge end aftalt.

- Kommunerne kan ikke bruge ekstra, understreger hun og henviser til EUs skrappe krav til dansk økonomi, som betyder, at de samlede offentlige udgifter ikke må stige mere i 2013 end allerede planlagt, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

BNB