BT-reporter for en dag
Hvad er den gode historie fra folkemødet på Bornholm? Hvem skaffer den bedste nyhed? BT har hyret politikere til folkemøde-reportere for en dag.
Folkemødet er mest for gymnasieelever og fine folk. Det er ikke noget for min familie’, mener en svagstrøms-lærling.
Der er flere rejer i rejesalat end folk på Folkemødet. Sådan er det. 783 paneldebatter. Clement der står på et gadehjørne. Margrethe Vestager, der smiler i solen. Hende den skrappe fra TV-Avisen. En stor fætter-kusine-fest for den politiske kaste. Men bornholmerne? Glem det…
I nat beklagede pølsemanden i Allinge, at han var løbet tør for kvitteringer. ’Jeg har ikke mere bonrulle’, undskyldte han. De mange snik-snakkende kvart-kendisser gemmer nemlig regningerne og får dem refunderet af hel- og halvoffentlige kasser, som svagstrøms-lærlingens bornholmerfamilie fylder op.
'Jeg hader sund mad'
Et af de få arrangementer, hvor almindelige dødelige kommer til orde, er i Ungdomsteltet fredag morgen. Her har SFs Ungdom inviteret en busfuld lærlinge til omvendt lyttemøde – altså hvor politikerne lytter, og folket taler. God idé.
’Jeg hader sund mad. Jeg hader fedtafgiften’, starter Birger med kasketten. Han er ikke tilfreds med skolens kantine. ’En 20’er for et åndssvagt krus salat. Hvor er kødet. Eller i det mindste lidt salatmajonæse? Helt ærligt. Vi er håndværkere. Hvad kan I gøre ved det’, spørger han politikerne. Tja…
'Vi ender som kriminelle bistandsklienter'
I fjernsynet handler politik om 2020-planer og EU-henstillinger og græske gældskriser. Når folket får ordet, mangler der kød i kantinen, slibekabiner og svejsudstyr på værkstedet. Og så en udbredt frustrationen over de manglende lærere på værkstedet. Dem der burde have introduceret Kim for båndsliberen, før fingeren kom i klemme.
Jeg sætter mig over til et andet bord, hvor der stadig er lidt kage tilbage. ’I siger vi skal få en uddannelse. Men hvordan? Jeg kender fire autoværksteder på øen, der ikke har lærlinge. Kan de ikke tvinges? Vi ender som kriminelle bistandsklienter. Bare se her på Bornholm. Der er narko og kriminalitet lige under idyllen. Ligesom på Christiania. Folk keder sig.’
Narko? På Bornholm?
Jeg kigger skeptisk rundt i flokken. Narko? På Bornholm? Tavsheden brydes af Camilla fra mediegrafisk: ’De gamle burde gå på pension. Er det ikke bedre, at jeg betaler pension til dem, end at de betaler bistand til mig?’ Et svært spørgsmål, at svare præcist på for en politiker som mig. Jeg smiler derfor overbærende og lister ud til mængden af andre Christiansborg-mennesker, hvor smalltalken er anderledes nem.
