Søren Pind (V) holder pause fra de sociale medier.
Søren Pind (V) holder pause fra de sociale medier. Foto: Henning Bagger

BT Mener

Uddannelses-og forskningsminister Søren Pind (V) faster. Det har ikke at gøre med kropslig renselse. Men sjælelig måske.

Pind har nemlig bekendtgjort en pause fra de sociale medier i 40 dage - altså indtil påske.

Baggrunden er et ønske om at fordybe sig i stedet for at ' være på' og mene noget hele tiden. Og det er ulig lettere at gennemføre på behørig afstand af Twitter, som i sin 140-anslags-konstruktion kalder på hurtige holdninger og raske reaktioner. Udover det mentalt udmattende i at skulle mene en hel del om for meget er der endnu en slange i det socialmediale paradis.

Da udgivelsestidspunktet på de sociale medier er hele tiden, går det ofte så stærkt, at også forstandige mennesker kvajer sig.

Forleden gik det galt for Søren Espersen (DF), der på Twitter var lidt for hurtig til at harcelere over Enhedslistens mangel på reaktion på balladen på Nørrebro.

Espersen blev så gjort opmærksom på et tidligere tweet fra Enhedslistens Rune Lund, der havde kaldt det idioti at kaste med sten. Espersen var hurtigt ude med en undskyldning og udstyrede ydermere sig selv med en karantæne fra de sociale medier.

Nu behøver man ikke at være folketingsmedlem for at bruge de sociale medier ivrigt. Slet ikke faktisk. Ifølge seneste opgørelse fra Danmarks Statistik har to ud af tre danskere en Facebookprofil, mens hver tiende er tilmeldt Twitter. Derudover gør hele 97 procent af de 15-18-årige brug af mindst et af de sociale medier. Der skal nok være en og anden, der undrer sig over, hvad de resterende tre procent så får tiden til at gå med.

De sociale medier er i udgangspunktet en genial måde at skabe og holde kontakt på. Men i en travl tid, hvor hastighed lader til at være det store mantra, kunne vi måske som Pind spørge os selv, om vores brug af sociale medier har nået et niveau, så det overskygger andre behov. Skulle vi indimellem holde en pause? Den diskussion er god at tage.

Også selv om den sikkert først og fremmest kommer til at foregå på de sociale medier.

jorge

SMS

Hitter på Facebook