Det vakte opsigt sidste år, da det tidligere medlem af Dansk Folkeparti, Rikke Karlsson, fremlagde dokumentation for kollega Morten Messerschmidts overforbrug i det skandaleramte Meld – en partisammenslutning i EU-regi, som Dansk Folkepartis stemmesluger selv har stået i spidsen for.
For nylig kom det så frem, at Karlsson har lønnet sin egen søn med 30.000 kr. for at have hjulpet sin mor med at producere en hjemmeside og en video. Og i går kunne BT afsløre, at Karlsson har ansat sin gode ven, teosofen B. Kim Petersen, som lokal dansk assistent i ti timer om måneden.
Det er den spirituelt indsigtsfulde Petersens opgave at følge med i forskellige danske medier, når den travle Karlsson arbejder i Bruxelles.
Umiddelbart er det fristende at minde hende om den gamle huskeregel: når du peger på andre med én finger, er der altid tre fingre, der peger tilbage på dig selv. Især da, når man som hende, har malet det store etiske spøgelse frem under Messerschmidt-sagen.
Men sålænge EU’s regler på området er så diffuse, som det er tilfældet, er det svært at vurdere, om Karlsson har gjort noget ulovligt. Som Nick Aiossa fra Transparency Internationals EU-kontor siger til BT:
’Der er ikke nogen gennemsigtighed i reglerne om, hvem man må ansætte.’
Netop denne uigennemskuelighed, kombineret med det kendte velvoksne bureaukrati og jævne eksempler på misbrug af EU-midler, er i dag en indre trussel mod det europæiske sammenhold.
Englænderne trak sig ud i forbindelse med Brexit. Vinder højrenationalisten Marie Le Pen over den socialliberale Emmanuel Macron i kampen om at blive Frankrigs næste præsident, kan noget lignende ske i champagnelandet.
Måske var det på tide at se indad i de centrale EU-organer, inden det er for sent, i stedet for at overlade selvindsigten til de mest halsstarrige EU-kritikere.
Som verden ser ud i dag, kan den ikke undvære et stærkt EU.
Jae
