Dagspressen har beskrevet, hvordan en ung entreprenant mand ved navn Frederik Drews har lanceret virksomheden FixMinOpgave, der mod betaling tilbyder elever i folkeskoler, på gymnasier og sågar universiteter at skrive de opgaver, som de studerende ikke selv orker, magter eller evner.

Drews fortæller, at flere lærere endog har henvendt sig som mulige opgaveskrivere i den innovative forretning. Fuld disruption, som jo er så moderne.

Det vil være let at lange ud efter FixMinOpgave – og nok endnu lettere at lange ud efter de lærere, der gerne vil tjene penge på i hemmelighed at skrive opgaver for elever og på den måde snyde systemet.

Og ingen af de ting er måske ligefrem yndefulde at skue, men mon ikke der altid vil være mennesker, der vil skabe forretning, hvor der er et behov og et marked?

Det allermest alarmerende er faktisk, at FixMinOpgave også oplyser, at forældre henvender sig på vegne af deres børn for at få skrevet opgaver – og hjælpe med betaling af fuskeriet.

Som forældre vil man naturligvis altid ynglen det bedste. Det kender alle forældre.

Men hvor skal rygraden, der skal holde børnene oprejst gennem hele livet, finde styrke, hvis forældrene i misforstået hjælpsomhed curler børnene hen, hvor gærdet er lavest, giver dem en hestesko op og står klar til at gribe igen på den anden side?

Fix Din Yngel – og ikke din yngels opgave. Lær dem flid og ikke snyd.

For så ville de måske også lære, at en bjørnetjeneste er en velment hjælp, som dog ender med at blive det modsatte og skade mere, end den gavner – og ikke er en stor, dejlig tjeneste, som mange i de yngre generationer tror i dag.

jora