Det er ikke længere nok med en hestevogn og nogle håndbajere, når årets glade studenter skal fejre sig selv.

Det skal helst ske med højlydt diskotek, bar med kulørte drinks, stripperstang og hvad man ellers kan presse ind i en gammel lastbil.

Men mens den store festdag bliver mere og mere vigtig for studenterne, breder en anden trend sig samtidig - en trend, der på få sekunder kan forvandle fest og lykke til frygt og tårer.

»En tur i studentervognen udviklede sig til et mareridt for en enkelt klasse, da de fredag ramte Brydes Allé på Amager i København. Fest og farver blev nemlig afløst af skrig og gråd, da en gruppe unge spærrede vejen for studentervognen og kastede æg på de nyudklækkede studenter.«

Sådan startede en artikel på bt.dk 25. juni sidste år.

To studenter fik sprøjtet syre eller eddike i øjnene i København og måtte en tur på hospitalet. Andre oplevede kast med vandflasker og småsten. Og det får konsekvenser.

BT kan i dag beskrive, hvordan den alvorlige chikane ved sidste år studenterkørsel nu får Københavns Politi til at sætte flere betjente på gaden som led i en særlig indsatsplan.

“Vi har ud fra vores lokalkendskab lavet en særlig plan i forbindelse med de aktuelle studenterkørsler, der skal tage højde for det her,” siger Allan Nyring, ledende politiinspektør ved Københavns Politi.

Det er ikke drengestreger. Der er tale om en kynisme og et moralsk forfald i dele af ungdomskulturen, som vi på det stærkeste må modarbejde. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at unge mennesker nærmest skal have politieskorte, når de vil fejre endt eksamen med en munter fest.

Ansvaret for, at den slags ikke sker, burde ikke påhvile politiet, men alle, der har med de unge at gøre: Deres venner, klassekammerater, forældre, lærere og sportstrænere. De bør gøre deres indflydelse gældende. Så alle kan komme i gang med voksenlivet uden blå mærker.

kark-