Læs her, hvad BTs journalist fik ud af at følge statsministerens råd til pige i 10. klasse.

Helle Thorning rådede tirsdag aften i et debatprogram på TV2 en 16-årig skoleelev til at henvende sig til kommunen, hvis hun havde brug for ekstra matematikundervisning. Bt.dk satte sig til at undersøge, hvad der sker, hvis man følger rådet.

- Omstillingen, goddag

Hej. Jeg ringer bare for at høre, hvis nu man er 16 år og virkelig dårlig til matematik, kan man så henvende sig til kommunen og sige 'Jeg har brug for noget ekstra matematik'?

- Jeg prøver lige at stille dig om til vores familieafdeling.

...

- Familie og forebyggelse

Hej. Hvis man er 16 år og virkelig dårlig til matematik, kan man så henvende sig til kommunen og sige 'Jeg har brug for noget ekstra matematik'?

- Så er det ikke vores afdeling. Så er det skoleafdelingen. Det er noget, du skal henvende dig til skolen med.

Er der ikke noget, kommunen kan gøre?

- Så skal du prøve at snakke med skoleafdelingen. Du er kommet i familieafdelingen. Det er ikke noget, vi har med at gøre.

Kan du stille mig om til dem, jeg skal snakke med?

- Jeg stiller dig lige om til omstillingen igen. Så skal du spørge efter skoleafdelingen.

..

- Det er omstillingen.

Jeg vil gerne stilles om til skoleafdelingen.

- Er det en bestemt, du skal tale med? Hvad drejer det sig om?

Jeg fik at vide, det er dem, jeg skal snakke med, hvis jeg har brug for noget ekstra matematik.

- Ja, jeg prøver lige at stilledig over.

...

- Uddannelse og læring, Helen Hansen

Jeg har fået at vide, at jeg skal henvende mig til jer, hvis jeg har brug for noget ekstra matematik, fordi jeg er rigtig dårlig til det.

- Det er skolen, du skal kontakte. Altså din skole.

Det kan man ikke gøre hos kommunen?

- Nej, det kan man ikke.

Men jeg så et debatprogram i aftes (tirsdag, red.), hvor en 16-årig pige fortalte Helle Thorning, at hun var dårlig til matematik. Der sagde Helle Thorning, at så skal man henvende sig til kommunen.

- Ja, men når hun siger 'kommunen', så mener hun faktisk skolen. Der skal din skole hjælpe og gøre, hvad der kan gøres. Hvor går du henne?

Ungdomscenter Vejle. 10. klasse.

- Så er det dem, du skal have fat i. De kan fortælle, hvad du skal gøre, og hvad de kan tilbyde.

Så jeg får ikke noget ud af at ringe til kommunen?

- Nej. Det er ikke her. Når hun siger kommunen, så kan man godt sige, det er skolen, hun mener. Det er ens egen skole. Vi har ikke noget, der sætter ind, hvis man mangler et eller andet. Det har vi ikke ved nogen fag. Det er den enkelte skole, der skal sørge for at tilbyde den rette undervisning. Hvis de har noget ekstra, eller noget. Det ved vi slet ikke noget om, siger Helen Hansen.

Herefter forklarer journalisten, at opkaldet var et forsøg på at finde ud af, hvad der sker, hvis en 16-årig elev på UCV tager rådet til sig og kontakter kommunen.

- Ja, men det kan man jo ikke. Eller det vil sige, det kan man jo godt. Men så siger jeg bare det, som jeg har sagt nu, siger Helen Hansen, sekretær i Vejle Kommune.

Da hun mødte på arbejde onsdag morgen, var hun ikke helt klar over, hvad hun skulle svare på spørgsmål om manglende kompetencer blandt elever. Men efter debatprogrammet tirsdag aften måtte hun spørge en af kommunens pædagogiske konsulenter til råds.

- I foråret lægger elever og lærere en plan med henblik på videreuddannelse. Så kigger man på, hvad den unge vil, og hvordan fremtiden ser ud. Så kunne sådan noget komme frem. Så det er også ens UU-vejleder (Ungdommens Uddannelsesvejledning, red.), man skal have fat i, siger Helen Hansen og tilføjer, at vejlederen er tilknyttet kommunen.

- Men det er 10. klasse jo sådan set også. Så på den måde, kan man jo godt sige, det er rigtigt, hvad Helle Thorning siger. Men kommunen er jo et vidt begreb. Vi er selvfølgelig overordnet, men skolerne passer hver sit med hensyn til undervisningen

Så hvis en 16-årig tager rådet helt bogstaveligt og ringer til kommunens hovednummer...

- Så skal hun hellere snakke med sin egen skole, siger Helen Hansen.