88-årige Varla Christensen mødte Danmarks statsminister ved et besøg på plejecentret i Nordjylland. Helle Thorning-Schmidt nævnte deres private møde i sin nytårstale.

Statsministeren sad på Varla Christensens fodskammel og holdt den 88-årige kvinde i hånden under hele deres lange snak.

Det fortæller Varla Christensens datter Elly Ørberg til BT.

- Jeg tror helt, at min mor glemte, hvem Helle Thorning egentlig var. At hun faktisk sad og snakkede med landets statsminister.

Nævnt i nytårstalen

Varla Christensen er 88 år gammel og bor på et plejecenter i Nordjylland. Hun har været enke i ti år, ejet en garnforretning, været ivrig patchworkinteresseret og deltaget i litteraturmøder. Indtil hun i sommer fik to blodpropper og blev beboer på et plejehjem. Det var her, hun i efteråret mødte Helle Thorning-Schmidt, et møde, der resulterede i, at statsministeren nævnte Varla Christensen i sin nytårstale i går.

- I efteråret besøgte jeg Varla, som bor på et plejecenter i Nordjylland, og vi fik en god snak, sagde Thorning i sin tale og tilføjede, at Varla Christensen er en af de mange ældre medborgere, der har brug for velfærdssamfundets fællesskab.

For nylig fik Varla Christensen et brev fra Statsministeriet, fortæller datteren Elly Ørberg.

- Vi blev informeret om, at Helle Thorning gerne ville nævne min mor i talen. Det, sagde min mor, var helt i orden. Hun var meget spændt på at se talen i fjernsynet, og vi så den sammen. Jeg er helt stolt af min mor.

Hemmelig snak

Statsministeren snakkede med Varla Christensen i 35 minutter på stuen. Det første, hun gjorde, var at lukke døren og lade bodyguards og journalister blive stående udenfor. I dag er det kun plejecentrets leder, Elly Ørberg og hendes søster samt Varla Christensen og statsministeren selv, der ved, hvad Helle Thorning-Schmidt og den 88-årige kvinde snakkede om.

- Hun spurgte om helt dagligdags ting. Og min mor fortalte alt om sine blodpropper, sit liv og sin familie. Helle Thorning spurgte ind til alle detaljer, og min mor fortalte.

Imens holdt statsministeren Varla Christensens hånd.

- Det var en god oplevelse. Vi oplevede, at statsministeren også er et helt almindeligt menneske. Og at alle mennesker, som min mor, har en historie, der er værd at bruge tid på, siger Elly Ørberg.