Fredag måtte regeringens chefforhandler, Thomas Becker, trække sig. Mens han har rejst Jorden rundt for skattepenge og prædiket om, at vi for miljøets skyld skulle skrue voldsomt ned for forbruget, har han selv haft et så voldsomt forbrug, at det til sidst kostede ham jobbet.

Nyheden om overforbruget i Connie Hedegaards klimaministerie fremgik af TV-Avisen lørdag aften.

DR har fået fat i en 18 siders skriftlig advarsel til Thomas Becker fra ministeriet. Blandt andet spiser han på en restaurant i Bangkok for 15.734 kroner. Og på en rejse til Bonn og Paris får selskabet hele 37 flasker rødvin og 41 gin og tonic. I ’uacceptabelt mange tilfælde’ har Thomas Becker glemt at aflevere ’dokumentation’.

Regeringen står nu uden chefforhandler, når verdens statsledere til december kommer til København for at lave en aftale for klodens klima.

Ifølge B.T.s oplysninger er Thomas Becker også røget efter en magtkamp med Statsministeriet.

-   Jeg tror ikke på, at hans overforbrug har haft betydning for, at han er blevet tvunget til at sige op. Hvis han havde rod i sine bilag, så havde man sat en skrap dame til at holde styr på regningerne.

- Han har tabt en magtkamp med Statsministeriet, der har mindre ambitioner på klimaområdet, siger SFs Anne Grete Holmsgaard.

Det lykkedes ikke i går at få en kommentar fra Connie Hedegaard (K) eller Thomas Becker.