Tålmodigheden med Skat er for længst opbrugt hos de Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen, der vil have skatteministeren på banen efter en sag, hvor Skat havde sat grundværdierne i et boligområde i Hørsholm 43 procent for højt, men ikke ville rette fejlen.

Det er uanstændigt og horribelt den måde, Skat fortsætter med at behandle borgerne på.

Så klar er udmelding fra de Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen (K), efter en ny skandale i Skat, hvor Politiken har afsløret, at myndigheden har afvist at rette fejl i boligskatten for en gruppe beboere i Hørsholm, selvom et vurderingsankenævn slog fast, at grundværdien var sat 43 procent for højt.

»Den måde, Skat behandler helt almindelige mennesker, er fuldstændig uanstændig. Det er horribelt, at man som borger kommer til at betale alt for meget i skat, selv om en ankeinstans har afgjort, det er forkert. Dette er endnu et eksempel på, at Skat opfører sig som en stat i staten, der ikke tager hensyn til folks retssikkerhed. Der skal rettes op på disse fejltagelser omgående,« siger Brian Mikkelsen.

I sagen fra Hørsholm undlod en medarbejder desuden bevidst at informere beboerne om ankefgørelsen, og i stedet fandt han på en urigtig forklaring om, at det kunne være ejendommens placering ved en jernbane, der havde udløst ankenævnets nedslag i grundværdien, skriver Politiken.

Skat har undskyldt sagen med, at vurderingen af, hvorvidt en landsskatteret- eller ankenævnsafgørelse berører andre ejendomme, behandles ét sted i Skat, mens anmodninger om genoptagelse behandles et andet.

Den forklaring køber Brian Mikkelsen dog ikke.

»Det er helt uacceptabelt, hvis Skat bevidst ignorerer et ankenævns afgørelse. Der skal være lov og orden til, og de love gælder også Skat. Skat har en tendens til at være meget nidkær og ihærdig, når folk har betalt for lidt i skat. Det kan der være en vis rimelighed i, men jeg ville ønske, Skat udviste samme ihærdighed, når folk betaler for meget i skat,« siger Brian Mikkelsen og fortsætter:

»Skat skal for det første sørge for at betale pengene tilbage med det samme. For det andet skal indstillingen ændres, så man er på borgeres side til at begynde med,« siger han.

Brian Mikkelsen opfordrer skatteminister Benny Engelbrecht (S) til at komme på banen og få Skat til at makke ret.

»Når borgerne har betalt for meget i skat, skal de selvfølgelig have deres penge tilbage. Det må skatteministeren straks ud og slå fast. Det er ham, der skal sørge for, der bliver rettet op på det system, som ikke overholder lovene, og som tramper på folk. Det er helt urimeligt, hvad der foregår i Skat,« siger Brian Mikkelsen.