Alle partier i Folketinget, med undtagelse af Enhedslisten, støtter regeringen i at sende et dansk transportfly til Irak. Flyet skal i første omgang transportere lette våben, ammunition og nødhjælp.

Der er bred enighed i Folketinget om at sende et dansk C-130 Hercules-transportfly til det nordlige Irak som bidrag til den amerikansk ledede operation i området. Flyet skal ikke bare transportere nødhjælp, men også lette våben og ammunition, som den irakiske hær skal bruge til at drive Islamisk Stat (IS) ud af landet med.

Det oplyste udenrigsminister Martin Lidegaard (R) torsdag eftermiddag efter et timelangt møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor ministeren fik opbakning fra samtlige partier i Folketinget undtagen Enhedslisten.

»Alle partier fra SF til Dansk Folkeparti støtter regeringen i at øge indsatsen i Irak med at sende et transportfly, der skal transportere våben og ammunition til Irak for at bekæmpe Islamisk Stat,« siger Martin Lidegaard.

Der er stadig kun tale om et beslutningsforslag fra nævnet, der skal stemmes igennem i folketingssalen, inden Danmark kan assistere amerikanerne i kampen mod IS. Det forventes at ske med et overvældende flertal onsdag, hvorefter de danske fly kan lette.

»Lige så snart, der er trykket på den grønne knap i folketingssalen, er flyet klar til at gå på vingerne. Besætningen skal bestå af 55 mand, og en lille del af dem skal være livvagter, da missionen ikke er uden risiko. Vi mener, det er en utrolig vigtig opgave at få bragt våben og ammunition til dem, der beskytter de civile mod IS,« siger forsvarsminister Nicolai Wammen (S).

Enhedslisten var det eneste parti i Folketinget, der ikke umiddelbart støttede regeringens forslag.

Ifølge forsvarsordfører Nikolai Willumsen (Ø) vil man ikke give grønt lys endnu, fordi missionen har ændret karakter fra en humanitær opgave til en våbentransport.

»Jeg anerkender, at kurderne har brug for våben til at matche fascisterne fra IS, men samtidig er det afgørende for Enhedslisten, at der er fuldstændig styr på det folkeretslige,« siger Nikolai Willumsen, der dog ikke udelukker, at venstrefløjspartiet kommer til at stemme for forslaget i sidste ende. Det vil partiet bruge weekendens hovedbestyrelsesmøde til at diskutere.

Fra oppositionen var der derimod ubetinget støtte til at udvide den danske indsats i Irak. Blandt andre er Venstre og Liberal Alliance klar til at give videre beføjelser til den danske mission, hvis behovet er der.

»Det, som vi ser i Nordirak og dele af Syrien, er ambitionen om at opbygge en islamisk stat. Det er jo, uden at tage for store ord i munden, en trussel mod menneskeheden. Venstre har længe været der, hvor vi mener, at det internationale samfund reagerer for slapt. Vi er klar til at give et relativt fleksibelt mandat, for et islamisk kalifat er en trussel mod alle,« siger Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V).

Martin Lidegaard har ikke på nuværende tidspunkt planer om at udvide den danske indsats yderligere, men ministeren understregede, at man »aldrig skal sige aldrig«. Beslutningen om at opgradere det danske bidrag fra en humanitær indsats til en militær våbentransport blev truffet på baggrund af samtaler med både FN og USA.

»Vi har haft en konstruktiv dialog, og der er fly nok til at transportere nødhjælp. USA har givet udtryk for, at Danmark kan gøre mest gavn ved at transportere våben og øge den humanitære hjælp på landjorden. Vi har set, at USAs angreb og våbenforsendelser har gjort en forskel for irakerne, og det er vi overbeviste om, at vi også kan gøre med vores bidrag,« siger Martin Lidegaard.