B.T. har gentagne gange forsøgt at få Anker Boye til at forklare, hvorfor skatteyderne skal betale byrådets alkoholregning på 30.600 kr., men Anker Boye ønsker ikke at tale med B.T. Han har i stedet sendt en kort meddelelse gennem sin presserådgiver, hvor han indrømmer, at festen gik for vidt.
- Det er efter min opfattelse i overkanten, og fremadrettet skal der skrues ned. Vi skal spare i kommunen, og det skal vi naturligvis også politisk bidrage til.
Men sagen risikerer dog at fortsætte længe endnu for borgmesteren og hans tørstige byråd. Nu havner sagen nemlig hos statsforvaltningen.
- Jeg vil se på sagen, så snart jeg kommer tilbage fra påskeferien,« siger Ninna Würtzen, der er direktør for Statsforvaltningen i Syddanmark.
Statsforvaltningen er den myndighed, der holder tilsyn med landets kommuner. De holder med andre ord øje med, om kommunerne bruger skatte-kronerne forsvarligt.
Hvis statsforvaltningen ender med at kritisere kommunernes druk, vil det dog ikke være første gang. Den 20. marts 2007 kritiserede selvsamme direktør nemlig kommunens daværende borgmester, Jan Boye, for at tørre en såkaldt »studierejse« til Athen af på skatteborgerne.
- Der forelå ikke en saglig kommunal interesse i, at møderne skulle afholdes i Athen, lød Ninna Würtzens kritik dengang. Hvorvidt hendes gennemgang af mødet vil føre til en decideret undersøgelse, er det dog for tidligt at sige noget om, forklarer hun.






















