Regeringen vil udvide motorvejen mellem Aarhus og Skanderborg. Der skal være tre spor i hver retning.

Skanderborg. Hverdagen bliver lettere for borgere og virksomheder, når der kommer tre spor i stedet for to på motorvejen mellem Aarhus og Skanderborg.

Derfor glæder det østjyske borgmestre, at regeringen vil bruge penge på at udvide E45.

- Det er en sund investering, der vil komme hele Østjylland til gode, skriver Jørgen Gaarde (S), der er borgmester i Skanderborg i en pressemeddelelse.

Han mener dog, at motorvejen bør blive bredere helt fra Randers til Vejle.

- Denne del vil vi hurtigst muligt gå i dialog med regeringen om, med henblik på at få vedtaget en aftale, skriver borgmesteren, der er formand for sammenslutningen Business Region Aarhus.

/ritzau/