De 35.000 deltagere i den store spejderlejr i Holstebro fik fint besøg, da en lang række borgmestre og byrådsmedlemmer troppede op for at deltage i et »kommunalt topmøde« mandag.
Tidligere på dagen havde spejderne besøg af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Ifølge en spejder, der senere tonede frem på TV2, lærte hun blandt andet at binde et råbåndsknob, og »det var hun egentlig meget god til,« fortalte han anerkendende.
Hvor ofte statsministeren har akut brug for at binde knob, melder historien dog intet om. Til gengæld var det kommunale topmøde bevis på, at spejderne har andre spidskompetencer, som landets politikere utvivlsomt kan nyde godt af. Det fortæller mødedeltager og borgmester i Holstebro H.C. Østerby (S).
- Den begejstring, som spejderne har, kan vi bruge i det offentlige. Vi er jo omgivet af rammer, hvor vi skal tænke i et lidt bredere perspektiv, men jeg tror, det er rigtig godt at tale om, hvordan vi kan berige hinanden, siger borgmesteren.
Efter en række oplæg blev spejdere og politikere derfor delt ind i grupper, hvor tropperne skulle møde repræsentanter fra deres egen kommune. Sammen skulle de så tale om, hvordan spejdere og kommuner kunne samarbejde.
- Alt det, vi har talt om, vil vi indsamle og efterbehandle, og så vil vi bruge det i vores videre samarbejde med de frivillige foreninger, siger H.C. Østerby.
Spørger man adjungeret professor i offentlig ledelse ved CBS Klaus Majgaard, der også holdt et oplæg på mødet, gør kommunerne klogt i at samarbejde med netop spejderne.
- Der er jo nogle nye udfordringer i velfærdsamfundet. På børne- og ungeområdet er der blandet andet en stigende polarisering, hvor det på nogle måder er blevet mere kompliceret at være barn. I en periode har vi haft fokus på et det enkelte barn, og der er i en vis forstand behov for at genopfinde fællesskabet. Spejdere er mestre i at skabe fællesskaber. Det har de lange, stolte traditioner for, siger han.
Spejderlejren i Holstebro begyndte lørdag, og deltagerne bliver på den grønne mark i en uge.



