Kommunalpolitikere i Aalborg Kommune tager i stort omfang deres ægtefæller med på officielle ture til udlandet.
I 2011 besøgte borgmester Henning G. Jensen fra Socialdemokraterne byen Solvang i Californien. Med på turen var også Birgit Jensen, borgmesterens kone.
Hele turen var betalt med skattekroner fra kommunekassen. Det fremgår af kommunens egne rejseoversigter, som Radio24syv er kommet i besiddelse af.
Venstres spidskandidat i Aalborg, Tina French Nielsen, opfordrer borgmesteren til at betale beløbet tilbage. Enhedslistens gruppeformand og kandidat til byrådet i Aalborg, Per Clausen, er enig i, at det er spild af borgernes penge.
»Det er under alle omstændigheder uacceptabelt, at man tager sin ægtefælle med på kommunens regning. Det må man selv betale for,« siger Per Clausen til Radio24syv.
Borgmester Henning G. Jensen mener ikke, at pengene er dårligt spenderede og vil ikke betale en krone tilbage.
Ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk
»Vi var inviteret af vores venskabsby, som havde hundredeårs jubilæum, og i Aalborg har vi den kutyme, at når vi bliver inviteret, så må vi selvfølgelig tage vores koner med,« siger borgmesteren til Radio24syv.
Selv om invitationen kom fra Solvang, betalte de aalborgensiske skatteydere både fly og hotel.
Venskabsbyen Solvang fejrede sit 100 års byjubilæum i netop de dage i september 2011.
Ægteparret besøgte – ifølge det officielle program – en californisk vingård. De kørte i parade gennem byen i åben bil og deltog i æbleskivebagning med Solvangs borgmester, Jim Richardson.
Solvang er blot en ud 33 venskabsbyer, som lokalpolitikere fra Aalborg ynder at frekventere med deres ægtefæller.
»Det kommer til at ligne offentligt betalte ferierejser. Det ligner frådseri og pamperi,« siger Per Clausen til Radio24syv.
Radio24syv har flere eksempler på ture til solbeskinnede steder i udlandet, hvor medlemmer af byrådet i Aalborg har nydt livet med ægtefællen på skatteborgernes regning.
Ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk
Blandt andet har et byrådsmedlem været til jazz-festival i venskabsbyen Antibes ved den franske Riviera med sin mand. Turen havde intet fagligt indhold og var betalt af skatteborgerne i Aalborg.
Rado24syv har været i kontakt med flere kommuner, herunder Århus og Esbjerg, som fortæller, at de ikke kunne finde på at betale for ægtefællers rejser og ophold i forbindelse med officielle udlandsture.
Henning G. Jensen har været borgmester i Ålborg i 15 år. Sidste år indkasserede han lidt over 1,4 millioner kroner i vederlag for sit arbejde som borgmester og sine tillidsposter i diverse bestyrelser.
Socialdemokraterne har siddet på magten i byen siden 1925.
Er det i orden, at kommunalpolitikerne tager deres ægtefælle med på officielle ture i udlandet? Deltag i debatten på BTs facebook-side HER.
{embedded type="node/polls" id="27393571"}