Venstre-borgmesteren Claus Omann Jensen fra Randers måtte mandag hæve stemmen, da et byrådsmøde lakkede mod enden. Det skriver Randers Amtsavis.

Allerede inden mødets sidste punkt var færdig-debatteret, begyndte omkring halvdelen af byrådsmedlemmerne, deriblandt adskillige af Omanns partifæller, nemlig at pakke sammen, snakke højlydt og søge mod udgangen, da de ifølge borgmesteren skulle videre til dagens næste punkt: Aftensmaden.

Og det fik altså borgmester Claus Omann Jensen til at hæve stemmen og irettesætte sine politiker-kollegaer.

'Hvad er det for en uforskammet opførsel? Mødet er ikke færdigt, og vi er midt i en debat. Så kan man ikke tillade sig at støje på den måde. Det er aldeles uacceptabelt', sagde han ifølge amtsavisen i byrådssalen.

Da BT torsdag spurgte borgmesteren, hvorfor han blev sur på sine kollegaer, lød svaret:

- Jeg synes ikke, det er en ordentlig opførsel, for man skal have respekt for hinanden. Og respekt for hinanden er også respekt for mødet og de beslutninger, der er blevet truffet. Vi var i gang med at føre protokol, og det er vigtigt, at vi får gjort det korrekt. Så det måtte jeg lige minde dem om, siger Randers-borgmesteren, der også agter at minde sine kollegaer om det næste gang, der er møde i byrådssalen:

- De får at vide, at vi skal respektere, når der bliver ført kontrol. Det er lige så vigtigt, som når man hører på et indlæg fra en kollega, hvor der jo også er ro og orden. Så jeg regner med, at vi fremadrettet er enige om, at det er sådan det er, siger Claus Omann Jensen.