Borgmesteren i Bornholms Regionskommune lukker ned for Facebook.

»Senere i dag lukker jeg min profil ned. Det gør jeg efter en del overvejelse, for egentligt synes jeg at FB kunne være et fantastisk medie til at diskutere med jer.«

Sådan indleder socialdemokraten Winni Grosbøll sin formentlig sidste opdatering på Facebook som borgmester i Bornholms Regionskommune.

Winni Grosbøll har været glad for at være på Facebook, og mener at Facebook kan være et godt sted at debattere med befolkningen. Men hun er simpelthen blevet træt af alle de grimme kommentarer, der bliver skrevet på hendes væg, så nu er den demokratiske samtale på Facebook slut:

»FB dræner mig for al for meget energi. Her er så meget surhed, galde og rå kommentarer, at jeg nogle gange bliver helt forskrækket over at voksne mennesker kan skrive sådan noget et offentligt sted. Det tager energien hele tiden at skulle forholde sig til grimme ord og barske utalelser,« skriver hun i indlægget.

Hele indlægget kan læses her, indtil siden bliver lukket.

Winni Grosbøll er ikke den eneste politiker, der har trukket stikket på Facebook. I november 2014 valgte Søren Espersen fra Dansk Folkeparti at lukke sin profil på det sociale medie efter det han kalder »et væld af dødstrusler mod ham og hans kone«.

»Jeg bruger ofte en time eller halvanden på at rydde op og udelukke folk og forsøge at skabe en nogenlunde politisk debat, men det er en umulig opgave og nu orker jeg ikke mere. Facebook er en kloak, der har udspillet sin rolle. Jeg har fået beskyldninger om at være en lille fed halvskaldet nazist og i samme tråd fået at vide, at jeg var et zionistisk jødesvin,« sagde Søren Espersen til TV 2 i den forbindelse.

Også Venstre-politikeren Thomas Bak har lukket sin Facebook-profil i flygtningedebatten.

Winni Grosbøll vil muligvis åbne en privat Facebook-konto, hvor hendes personlige venner vil kunne følge hende. BT vil gerne spørge Winni Grosbøll hvad det er for kommentarer, der har fået hende til at lukke sin profil, men det er ikke lykkedes os at indhente en kommentar fra hende.