Borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard vil åbne en ambassade i København og skrue op for det østjyske lobbyarbejde.

Danmark har ikke råd til alene at satse på udvikling i København, når Østjylland oplever en stor vækst. Det mener borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard (S).

Han vil skrue op for det østjyske lobbyarbejde i København ved at åbne en ambassade i hovedstaden. Det skriver Jyllands-Posten.

»Jeg er tilhænger af, at man har en stærk hovedstad, der kan trække, og København kan og skal nogle ting, som ikke gælder andre byer i landet, ligesom byen har et stærkt internationalt brand. Men det er ikke ensbetydende med, at der ikke skal satses også andre steder i Danmark,« siger Jacob Bundsgaard til avisen.

Flere østjyske borgmestre er parate til at øge bidraget til Business Region Aarhus (BRA), der er en samarbejdsorganisation mellem 11 kommuner omkring Aarhus, og til at drøfte forslaget om en østjysk ambassade.

I dag er de 11 kommunernes bidrag til samarbejdsorganisationen tre kroner per indbygger, og det beløb skal ifølge Jacob Bundsgaards forslag fordobles.

Organisationen, hvis område omfatter mellem 850.000 og 900.000 personer, oplever nemlig, at Aarhus-området overses, når de overordnede strategiske planer udarbejdes i København.

»I forlængelse af den hovedstadsstrategi, som er på vej, er man nødt til at have en strategi for de større byområder i Danmark,« siger Jacob Bundsgaard til Jyllands-Posten og tilføjer, at det også er nødvendigt med en indsats fra Folketingets side for at udnytte potentialet i samarbejdsorganisationens område.

Han peger på, at man blandt andet er nødt til at se på, hvordan man kan bruge de statslige investeringsmidler bredere end i dag.

BRA omfatter kommunerne Horsens, Hedensted, Odder, Skanderborg, Silkeborg, Favrskov, Randers, Nord- og Syddjurs, Samsø og Aarhus.

De østjyske borgmestre skal diskutere strategien for indsatsen ved et møde i maj.