Han modtog 15.000 kroner for at sidde i bestyrelsen for Væksthus Sjælland i 2015. Alligevel meldte Køges borgmester Flemming Christensen (K) fra til alle fire bestyrelsesmøder, som væksthusets holdt sidste år. Det skriver DR P4 København.

»I to tilfælde er det faldet sammen med økonomiudvalgsmøder i Køge Kommune, i et andet tilfælde var der et ministerbesøg, som jeg også skulle være med til og endelig var der et arrangement, hvor jeg skulle åbne en konference.«

Sådan forklarer Flemming Christensen sine mødeafbud. Han mener ikke, at det er et problem, at han har modtaget 15.000 kroner i bestyrelsesvederlag uden at komme til et eneste bestyrelsesmøde.

»Vi holder jo stadig møder og forbereder os på de emner, som skal op i bestyrelsen. Så der ligger stadigvæk et arbejde i det,« siger Flemming Christensen til DR P4 København.

Han påpeger, at man siden hans fire afbud i 2015, har fået lagt møderne i Væksthus Sjælland, så de ikke ramler med hans politiske arbejde i Køge Kommune.

»Så jeg har ikke haft afbud i 2016,« forklarer Flemming Christensen.

Han er ikke den eneste borgmester med et højt bestyrelsesfravær. Børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune Pia Allerslev (V) sidder i bestyrelsen for Copenhagen Capacity - et selskab, som skal fremme promovering af og investering i såkaldte Greater Copenhagen.

Fra januar 2015 til midten af september i år, har Pia Allerslev tjent omkring 40.000 kroner i vederlag på sit bestyrelsesarbejde i Copenhagen Capacity. I samme periode har hun meldt afbud til fire ud af syv bestyrelsesmøder - og hun har ikke deltaget i et eneste af i de tre møder, som er afholdt i år.

Pia Allerslev afviser at stille op til interview, men skriver i en mail til DR P4 København, at det er hendes arbejde i børne- og ungdomsudvalget samt to arbejdsrejser, der er skyld i hendes afbud.

DR P4 København kunne i går fortælle, hvordan en række kommunalpolitikere i hovedstadsområdet, har højt bestyrelsesfravær i diverse forsyningsselskaber. Men den er altså også gal i andre slags bestyrelser. DR har fået aktindsigt i 41 kommunalpolitikeres mødeaktivitet i ti selskaber i hovedstadsområdet. Ni af dem har et fravær på mere end 30 procent.

Det høje bestyrelsesfravær, får hug med på vejen fra professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, Kurt Klaudi.

»Det er et stort problem, som der skal gøres noget ved. I første omgang at det jo et moralsk problem, at man bliver udpeget til at tage ansvar for noget, uden at man tager ansvaret,« mener Kurt Klaudi.

Han peger dog på, at politikernes fravær er meget mere end et moralsk problem.

»Det er også et problem for samfundet. For det man har ønsket med denne konstruktion er at sikre, at der bliver holdt øje med, hvordan offentlige midler forvaltes. Og når politikerne ikke kommer til møderne, så sikrer vi ikke den gennemskuelighed, som vi ønsker som samfund. Politikerne svigter simpelthen det mandat, de har fået,« vurderer Kurt Klaudi.

Også i bestyrelsen for den nye multihal i Ørestad, Arena Royal, er der problemer. Københavns Kommune har investeret 325 millioner kroner i byggeriet og har to poster i arenaens bestyrelse. Dem sidder Tommy Petersen (R) og Rikke Lauritzen (EL) på. Fra januar 2015 til midten af september i år har de hver tjent omkring 185.000 kroner i bestyrelsesvederlag. Alligevel har Tommy Petersen i samme periode meldt afbud til fem ud af 13 bestyrelsesmøder, imens Rikke Lauritzen har meldt fra fire gange.

Rikke Lauritzen forklarer sine afbud med politisk arbejde, en tjenesterejse, som lå oveni møderne og sygdom.

»Det ærgrer mig hver gang, jeg er nødt til at melde fra til møder. Man kan selvfølgelig godt læse dagsordener og referater, men det er jo ikke det samme som at være tilstede og give sin mening tilkende,« siger Rikke Lauritzen til DR P4 København.

Set i det lys er det så ikke svært at forsvare at modtage et årligt vederlag på 100.000 kroner?

»Jo, hvis det var et mønster for mig, men det mener jeg ikke, at det er. Det var et uheldigt år for mig i 2015, og siden har jeg heller ikke haft noget fravær udover et enkelt tilfælde af sygdom her i 2016,« forklarer Rikke Lauritzen.

DR P4 København har i over en uge forsøgt at få Tommy Petersen i tale, men han har ikke vendt tilbage på vores henvendelser.