KØB PLUS!

Borgerrepræsentation vil anke Farvergade-afgørelse

Et flertal af partierne i Københavns Borgerrepræsentation vil have afgørelsen i den såkaldte Farvergade-sag prøvet ved Højesteret i håbet om at slippe for en regning på 100 millioner kroner.

Et bredt flertal i Københavns Borgerrepræsentation ventes torsdag aften sige ja til et forsøg på at anke Østre Landsrets afgørelse i den såkaldte Farvergade-sag. Sagen handler om uberettiget refusion af kontanthjælp til jobcentret i Farvergade i København.

Ifølge Berlingske Nyhedsbureaus oplysninger vil alle partier gå ind for at søge om at få sagen prøvet ved højeste instans, Højesteret.

Kommunen tabte i december sagen ved Østre Landsret, og det betyder, at Københavns Kommune skal betale omkring 100 millioner kroner tilbage til staten.

Til trods for de Konservatives opbakning til tage sagen videre mener den konservative leder i Borgerrepræsentationen, Rasmus Jarlov (K), at sagen er blevet håndteret forkert af kommunen.

- Det er vores pligt at forsøge at undgå, at skatteborgerne i København skal betale 100 millioner kroner. Så når et advokatfirma endnu en gang siger, at der er gode muligheder for at vinde sagen, så har vi pligt til at forfølge den mulighed, siger Rasmus Jarlov.

- Men hvis kommunen fra start havde opført sig fornuftigt og rådført sig med staten om forventningerne til beskæftigelsesindsatsen, så ville vi slet ikke have haft en sag. Det har været elendigt håndteret hele vejen igennem, siger Rasmus Jarlov.

Spørgsmål: Men det vil koste kommunen ekstra honorarer til advokat at få sagen prøvet ved Højesteret?

- Det kan koste et par millioner ekstra, hvis kommunen også taber ved Højesteret. Men vi har fået en advokatvurdering, der siger, at vi har gode muligheder for at vinde. Den risiko, mener vi, er værd at løbe, siger han.

Også partiet Venstre mener, sagen bør ankes.

- Vi anbefaler at gå videre til Højesteret med sagen. Landsrettens afgørelse er set med vores øjne forkert. Kommunen har håndteret sagen efter den fortolkning af reglerne, man havde, og sådan som man skulle. Det tæller også, at Kommunernes Landsforening støtter os i sagen og anbefaler at få den prøvet ved Højesteret, siger gruppeformand Flemming Steen Munch (V).

Samme holdning har Dansk Folkepartis gruppeformand Carl Christian Ebbesen (DF).

- Dommen er urimelig. Man forlanger, at vi skulle have gjort noget, som slet ikke stod i loven, at man skulle gøre, siger Carl Christian Ebbesen.

Spørgsmålet om at anke afgørelsen fra Østre Landsret er tidligere blevet behandlet i kommunens økonomiudvalg, og her var partierne enige om at forsøge at gå videre med sagen til højeste instans.