Når justitsminister Mette Frederiksen siger, at antallet af flygtninge og indvandrere ikke er ligegyldigt, er det udelukkende signalpolitik til baglandet, mener Venstre og Dansk Folkeparti.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) erkender nu, at borgmestrene på den københavnske vestegn havde fat i noget, da de allerede i 1980erne og 1990erne talte for en begrænsning af flygtningestrømningen, fordi de ikke mente, at deres kommuner ville kunne overkomme integrationsopgaven.

At antallet af flygtninge og indvandrere ikke er ligegyldigt, har resten af Socialdemokratiet været for længe om at opdage, betoner Mette Frederiksen i et interview med Radio24syv:

»Antallet er på ingen måde ligegyldigt. Tallet bliver nødt til at spille en rolle, hvis man vil integration. Er man ligeglad med, hvordan de der kommer hertil, lever, så er antallet i princippet ligegyldigt, men i et velfærdssamfund som vores, hvor man har mange flere rettigheder, hvor mennesker er medborgere og ikke bare lever deres isolerede liv, men at der er noget, der binder os sammen, så har antallet en betydning,« siger Mette Frederiksen til Radio24syv.

For Venstre lyder meldingen »rigtig fornuftig«, men den er samtidig noget nær »ironisk«, mener Jakob Engel-Schmidt (V), der sidder i Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik.

»Det er fremragende, når folk bliver klogere. Jeg er bare ked af, at Mette Frederiksen i samme åndedræt ikke også anerkender, at de temmelig mange lempelser, hun selv har været med til at stemme igennem, også er en fejltagelse. På den måde er det lidt en gratis omgang for ministeren,« siger han og nævner lettere adgang til familiesammenføring og en forøgelse af det økonomiske råderum for flygtninge som eksempler på lempelser i udlændingepolitikken.

»Det er jo politiske tiltag, der taler stik imod dét, Mette Frederiksen siger nu,« siger Jakob Engel-Schmidt.

Derfor opfatter han Mette Frederiksens indrømmelse til vestegnsborgmestrene som et »udelukkende tomt politisk signal til baglandet« før et valg.

Samme opfattelse har Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen (DF), der kalder det »ren valgflæsk« - og intet andet.

»Jeg er simpelthen så træt af at høre på politikere som Mette Frederiksen, der, hver gang der er optakt til et valg, lige pludselig indser, hvor vigtigt det er med stramninger og antallet, der kommer hertil. Det er ren valgflæsk, for hvis de mente det, så havde de gjort noget effektivt ved det for længe siden,« siger udlændingeordfører Martin Henriksen (DF).