Kampvogne skal ifølge V og K blive til det sidste for at beskytte de tilbage­værende danske soldater i Afghanistan, og Danmark skal tilbyde efterspurgte kampfly uden politiske begrænsninger.

Seks danske F-16-kampfly skal sendes til Afghanistan i løbet af de sidste to år, inden de NATO-ledede kamptropper forlader landet ved udgangen af 2014.

Sådan lyder kravet fra V og K til regeringen, der siden efteråret har forsøgt at samle enighed om Danmarks indsats i Afghanistan frem til afslutningen af den militære tilstedeværelse. Den såkaldte Helmand-plan skal også beskrive Danmarks bidrag til træning af afghanske sikkerhedsstyrker og til genopbygning. Forhandlingerne har ligget stille siden jul og kan ikke gøres færdige, før regeringerne i USA og Storbritannien er færdige med deres planlægning. Men står det til de to tidligere regeringspartier, bliver der ikke nogen bred enighed om en dansk plan frem mod 2014 uden et dansk F-16-bidrag, bestående af fire fly plus to reservefly. Det skriver Berlingske fredag.

- Vi har forstået, at der er et stort behov for kampfly, siger den konservative forsvars- og udenrigsordfører, Lene Espersen (K). Hun og Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen (V), lægger vægt på, at de danske fly ikke skal være udstyret med danske begrænsninger, de såkaldte caveats, ved deres anvendelse i Afghanistan, men alene være begrænset af de rammer, som den NATO-ledede styrke, ISAF, fastlægger. Lene Espersen og Troels Lund Poulsen blev opmærksomme på NATOs behov for kampfly til at støtte operationerne på jorden, da de besøgte Afghanistan i oktober.

- Derfor har vi sagt til regeringen, at vi ønsker kampfly til enten ISAFs baser i Kandahar eller Camp Bastion. Vi mener, at det er vigtigt, at Danmark hjælper til også i den sidste tid i Afghanistan, siger Lene Espersen.

De to ordførere mener, at Danmark, ud over kampfly skal fastholde den danske kampvognsdeling frem til udgangen af 2014.

- Vi er optaget af, at Danmark også i 2013 og 2014 har et robust, militært bidrag i Helmand, selv om antallet af soldater på jorden falder. Når andre lande skærer ned, skal vi være til stede med fly og kampvogne, af hensyn til de tilbageværende soldaters sikkerhed, tilføjer Troels Lund Poulsen.

Efter den gældende plan skal Danmark udsende to troppetransporthelikoptere til Helmand fra medio 2014. Helikopterne er flere gange blevet forsinket, og V og K føler sig langtfra overbevist om, at de bliver klar til den nugældende tidsplan. Som daværende udenrigsminister måtte Lene Espersen selv i juni 2011 meddele Folketinget, at udsendelsen af helikopterne måtte udskydes. Men bliver helikopterne mod forventning klar medio 2014, er der efter V og Ks opfattelse ikke noget til hinder for at udsende kampfly og helikoptere samtidig.

- Vi skal have en dybtgående samtale med forsvarschefen om, hvorvidt de helikoptere kan udsendes i 2014. Hvis der er den mindste tvivl, skal man ikke love noget, siger Troels Lund Poulsen.

Svaret fra regeringen på kravet om kampfly er ifølge V og K, at det er for tidligt at tage stilling. Svaret dækker ifølge V og K over, at regeringspartierne er uenige. Hverken den radikale Rasmus Helveg Petersen (R), SFs Jonas Dahl (SF), forsvarsminister Nick Hækkerup (S) eller udenrigsminister Villy Søvndal (SF) ønsker at kommentere forhandlingerne.

Ifølge chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Henrik Røboe Dam, kan Flyvevåbnet udsende seks kampfly med ti dages varsel og opretholde kapaciteten i et år. Omkostningerne vil afhænge af typen af opgaver, men bliver begrænsede, såfremt antallet af flyvetimer holdes inden for det timetal, der var planlagt i forvejen.

- Set med luftmilitære øjne stiger behovet for at kunne indsætte fleksibel luftstøtte, når antallet af soldater på jorden falder, siger han. Uanset den borgerlige skepsis er generalen »meget overbevist« om, at troppetransport­helikopterne bliver klar til Helmand medio 2014.