Regeringen gik til forsvarsforhandlingerne med et ønske om at fjerne værnepligten. Nu er aftalen underskrevet, og det endte med, at man nøjes med at beskære antallet af værnepligtige fra 5.000 til 4.200 årligt.

Den del af forsvarsforlige er de borgerlige partier ikke blege for at tage æren for. Både Venstre og Konservative er særdeles tilfredse med, at værnepligten bevares.

- Venstre vil fastholde værnepligten, da den er udtryk for et bredt folkeligt engagement i dansk forsvarspolitik. Det er vigtigt, at forsvaret er solidt forankret i det danske samfund, og det sikrer vi netop gennem værnepligten, siger Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, i en pressemeddelelse.

Samme melding lyder fra hans konservative ordførerkollega, Lene Espersen.

- Værnepligten er fundamentet for den brede rekruttering, der højner kvaliteten, øger forsvarsviljen og medvirker til den folkelige forankring af forsvaret, siger hun.

Lene Espersen er også tilfreds med, at forliget forbedrer hjælpen til soldater, der har fået psykiske skader under missioner i udlandet.

- Soldaterne skal have den fornødne hjælp til at komme videre i livet. Derfor er det vigtigt, at behandlingen af veteraners sager om arbejdsskader, såvel fysiske som psykiske, sker på et oplyst og lægefagligt grundlag. Her skal tages højde for de særlige vanskeligheder, der kan være ved at dokumentere traumatiserende hændelser under tjeneste i en international mission, som ligger en årrække tilbage, siger K-ordføreren.

Forsvarsforlig er også et spareforlig, der beskærer forsvarets udgifter med op til 2,7 milliarder kroner om året. Det skal blandt andet sikres via en mere effektiv ledelse samt lukning af en eller flere kaserner.

Hos Venstre glæder man sig imidlertid over, at det fortsat vil være muligt at sende danske soldater på fredsbevarende missioner i udlandet.

- Det er vi naturligvis meget tilfredse med. Det har været magtpåliggende for Venstre, at forsvaret trods effektiviseringer bevarer sin operative kapacitet såvel nationalt som internationalt. Vi lægger særlig vægt på, at det er blevet skrevet ind i aftalen, at det også i fremtiden skal være muligt at opstille bidrag til længerevarende operationer, siger Troels Lund Poulsen.