En ny analyse, der sender Danmark ned på ulighedsniveau med Bulgarien, bygger på tal, der er blevet opgjort forskelligt på hver side af 2010, siger cheføkonom i borgerlig tænketank

Hvis udviklingen forsætter som nu, vil uligheden i Danmark i 2020 være lige så stor, som forskellen er i dag mellem rig og fattig i lande som Bulgarien og Rumænien. Sådan lyder en fremskrivning i en ny analyse fra centrum-venstre tænketanken Cevea.

Men Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den borgerlige tænketank Cepos, advarer mod at bruge tallene fra EUs statistiske organisation Eurostat, der danner grundlag for analysen, til så drastiske konklusioner:

»For de fleste danskere lyder det mærkeligt, at vi skulle få en ulighed, der svarer til Bulgarien og Rumænien,« siger Mads Lundby Hansen, og peger på, at Eurostat i 2010 ændrede sin måde at opgøre ulighed på.

Derfor holder analysen, der har set nærmere på perioden fra 2005 til 2012, heller ikke, mener han.

»Man skal være varsom med at problematisere uligheden i Danmark. Vi er ifølge regeringen og OECD (samarbejdsorganisationen Organisation for Economic Co-operation and Development, red.) blandt de lande med mindst ulighed i OECD,« siger Mads Lundby Hansen og fortsætter:

»Det, der er udfordringen i Danmark, er ikke så meget uligheden, men at vi mangler vækst og arbejdspladser. Hvis man går ind og problematiserer uligheden, spørger man ofte, hvad man kan gøre ved det. Her kan man så gå ind og øge dagpenge, kontanthjælp og andre overførselsindkomster eller øge den øverste marginalskat eller kapitalskatterne. Fælles for dem er, at de begrænser velstand og beskæftigelse, og det er ikke det, vi har brug for.«

Ifølge cheføkonomen har vi brug for flere arbejdspladser, og Mads Lundby Hansen mener, at Helle Thorning-Schmidts (S) regering har fået et afbalanceret forhold til ulighed.

»Regeringen har gennemført nogle reformer, der har øget uligheden med skatte- og kontanthjælpsreformen, men det har været acceptabelt, fordi det øger beskæftigelsen, velstanden og mulighederne. Og det er den tilgang, vi skal have til ulighed her hjemme, så længe den er så lav, som den er,« siger Mads Lundby Hansen.