Borgens værste bommerter: Årets største politiske fejlskud

- Jeg synes, at du skulle læse regeringsgrundlaget, sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt på sit pressemøde til en journalist fra TV2.

Dagen efter måtte statsministeren krybe til korset.

Det var hende, der ikke kunne huske, hvad der stod i regeringsgrundlaget om provenuet for betalingsringen.

Det var i begyndelsen af februar, og siden har der været så mange brølere og bommerter på Borgen, at der slet ikke er plads til dem alle på et opslag i BT.

I betragtning af, at der er flere spindoktorer end nogensinde før ansat til at sørge for, at især regeringen bliver godt omtalt i pressen, er det utroligt så ukoordineret, mange ting virker. Lad os blot nævne i flæng: SFs formandsvalg, hvor ledelsen fik valgt den ’forkerte’, skatteforliget der overraskende blev indgået med de borgerlige i stedet for Enhedslisten, de utroligt vigtige trepartsforhandlinger der helt forsvandt, og den lige så vigtige betalingsring som røg samme vej.

Læg dertil, at en række toppolitikere inklusive Venstrefolkene Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen skal vidne i Skattesagskommissionen i Søborg. Og så blev dansk politik jo også fornyet med statsministerens revisor, Frode Holm, der udtalte, at hans ’homorygte om Stephen Kinnock bare var tankespind.’

Helle Thorning-Schmidt

"Der kommer en god løsning i morgen"

HelleT2
(Photo: )

Foto: Keld Navntoft og Scanpix

Det er en virkelig dårlig idé at holde pressemøde, dagen før man kan afsløre en meget stor nyhed, så man må jokke rundt i at nægte at besvare de samme spørgsmål i en god halv time. Det gjorde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) 21. februar, hvor hun igen og igen bedyrede, at ’der kommer en god løsning i morgen’. Den ’gode løsning’ var at droppe betalingsringen omkring København. Hvilket mange glædede sig over, men ikke SF, for den skulle bl.a. have finansieret de prisnedsættelser i den offentlige trafik, som Villy Søvndal gik til valg på.

Bjarne Corydon

"Kære Helge. Vil du ringe til mig hurtigst muligt"

Corydon2
(Photo: )

Foto: Linda Kastrup

Sådan begyndte en sms fra finansminister Bjarne Corydon (S) til formanden for de kabineansattes fagforening, Helge Thuesen, midt under de afgørende forhandlinger med SAS-ledelsen. Den fortsatte: ’Det er helt afgørende for selskabets overlevelse, at det danske personale nu følger alle andre i SAS. Ellers er risikoen for et sammenbrud stadig helt overhængende. Det vil være tragisk. Mvh. Bjarne Corydon.’ Mange mener, at den sms var helt i orden. Men der er også dem, der mener, at det var utidig indblanding i kabinepersonalets overenskomst.

Lars Løkke Rasmussen

"Jeg tager til Rio"

LarsLokke2
(Photo: )

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, sagde bevidst ikke, at han tog til Rio, da han i juni forlod skatteforhandlingerne med regeringen med den begrundelse, at han skulle til klimaforhandlinger i Rio de Janeiro i Brasilien. På vejen hentede han nemlig sin datter i Michigan i USA, og det havde han ikke tænkt sig, at medierne skulle opdage. Det blev endnu mere pinligt, da De Konservatives formand, Lars Barfoed, sagde, at verdens klima næppe ville tage skade, hvis Løkke tog hjem. Til sidst blev en skatteaftale indgået med Løkke på en telefonlinje fra Rio, og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen blev stiktosset.

Villy Søvndal

Jeg bliver som formand for SF

Villy2
(Photo: )

Foto: Torkil Adsersen

Helt usædvanligt indledte udenrigsminister Villy Søvndal pressemødet efter SFs sommergruppemøde 16. august med at fastslå, at han bliver som formand. Men det var løgn, for på det tidspunkt havde han for længst planlagt at gå af og overlade formandsposten til Astrid Krag. SFs bagland ville dog noget andet. De opstillede den helt ukendte Annette Vilhelmsen. Og hun gik hen og vandt! Siden har Ole Sohn og Mattias Tesfaye forladt deres poster som hhv. erhvervs- og vækstminister og næstformand, og Thor Möger Pedersen er blevet sparket ud af Skatteministeriet.

Margrethe Vestager

"Sådan er det jo"

Vestager2
(Photo: )

Foto: Nils Meilvang

Sådan lød beskeden fra Margrethe Vestager på De Radikales sommergruppemøde, da hun blev spurgt til situationen for de danskere, der står til at ryge ud af dagpengesystemet fra nytår. Det fik mange til at rase over hendes ufølsomme holdning. Vestager har prøvet at vende det til sin fordel ved at ironisere over temaet i egne taler. Men faktum er, at hun nok uforvarende har skrevet et nyt motto for partiet, der vil blive stående lige så længe som Niels Helveg Petersens berømte: ’Tja, bom bom’.


Manu Sareen

"Det er min måde at bekæmpe ulighed i Indien på"

Manu2
(Photo: )

Foto: Torkil Adsersen

Det sagde kirkeminister Manu Sareen (R), da han lovede at donere tre kr. til børnehjemmet Child Fund Association i Bangalore for hvert solgte eksemplar af børnebogen ’Iqball Farooq og kronjuvelerne’. Men BT afslørede, at han kun havde sendt cirka 2.000 kr., hvor han burde have sendt cirka 23.000 kroner. Ministeren erkendte, at han aldrig har doneret de tre kroner for hver solgte børnebog. ’I dag kan jeg konstatere, at jeg har begået fejl i sagen. Det beklager jeg,’ sagde Manu Sareen og lovede at betale, hvad han skyldte.


Jens Rohde

"De spreder rygter om, at jeg går rundt og knalder med mine medarbejdere"

Rohde2
(Photo: )


Foto: Jens Nørgaard Larsen

Venstres landsmøde skulle ellers have været en opvisning i et glat og konfliktfrit forløb, og det lykkedes næsten. Men det viste sig, at problembarnet europaparlamentarikeren Jens Rohde havde skrevet en kronik, hvor han gik ind for en fælles EU-hær. Det fik undertrykte magtkampe til at eksplodere midt i desserten, og et par dage senere sagde Jens Rohde: ’Når jeg tilmed i løbet af natten under landsmødet bliver ringet op på mit hotelværelse af tre uafhængige kilder, der alle fortæller mig, at de samme mennesker under aftenfesten er ved at sprede rygter om, at jeg går rundt og knalder med mine medarbejdere i Bruxelles, så bliver skammen i højere grad til en hovedrysten.’ Pga. uroen om kronikken blev Rohde ikke som ventet kåret som spidskandidat til parlamentsvalget.

Johanne Schmidt-Nielsen

"Der ligger en færdig skitse til en aftale"

Johanne2
(Photo: )


Foto: Keld Navntoft

Det gjorde der, og Johanne Schmidt-Nielsen havde indkaldt Enhedslistens hovedbestyrelse i weekenden 23.-24. juni og planlagt lanceringen af skatteforliget om mandagen. Men hun blev snydt. Finansminister Bjarne Corydon (S) indgik et lynforlig med V og K. ’Regeringen pisser på de vælgere, som har stemt på dem,’ lød det nu fra Johanne.