Mange politikere kan ikke klare arbejdspresset. De går nedmed stress - i al hemmelighed, for det er ikke noget man taler om.
»Orlov fra den 12. november 2015 og indtil videre.«
Sådan skriver Folketinget om den tidligere miljøminister Kirsten Brosbøl (S).
Hun gik ned med stress og valgte at være åben om det. Ligesom partifællen Maja Panduro, de to SF’ere Özlem Cekic og Anne Baastrup samt den tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech fra Venstre.
Men de fem er faktisk undtagelsen. To-tre gange så mange politikere har prøvet at gå ned med stress. Dem hører man bare aldrig om. Man skal ikke kunne sige om dem, at de ikke kan tåle mosten. De skammer sig og lider i stilhed.
»Så er det, at de kommer og banker på min dør,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Hun tog selv turen for ti år siden og har aldrig lagt skjul på det. I årenes løb har hun hjulpet ganske mange med et godt råd. Hvem det er, holder hun for sig selv. Men det er både politikere og journalister, som folk ser hver eneste dag på tv.
»Stress er helt klart et større problem her på Christiansborg, end offentligheden har kendskab til. Vi ved godt hvem det er, mange af os,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Mænd er bedre til at skjule stress
»Her inde på Christiansborg er det min fornemmelse, at mænd og kvinder er lige hårdt ramt. Mændene skjuler det bare bedre, end kvinderne gør,« lyder hendes vurdering.
Og det er stressforskeren Tage Søndergaard Kristensen enig i. Han er professor i psykisk arbejdsmiljø og genkender billedet af, at mænd ikke synes, det er særlig mandigt at vise svaghed.
»Mange mænd synes, det er pinligt. Man skal kunne klare tingene. Kvinderne er bedre til at tale om tingene og dele de udfordringer og problemer, de har med hinanden. Mænd kører den så langt ud, at de ender med at gå ned med en blodprop og den slags,« siger han.
På landsplan er stress et udbredt fænomen. 35.000 danskere er hver eneste dag sygemeldt med stress. Ubehandlet stress udløser over halvdelen af alle depressioner og angstlidelser, og 1.400 danskere dør hvert år af stress, viser data, som Stressforeningen har samlet.
Selv om det er individuelt, hvad der gør, at man får stress, har et hårdt arbejdspres en stor betydning. Mange politikere arbejder 60 timer om ugen i fredelige perioder.
»Man kører hele tiden for tæt på grænsen, og så skal der mindre til, før man bryder sammen. Det kan være valgkampe, perioder med hårde forhandlinger, slagsmål internt eller offentligt. Når man skifter fra femte til sjette gear, går det galt,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Derimod spiller den hårde tone i debatten efter hendes mening ikke nogen større rolle for, om politikere går ned med stress.
»Nej, men det kan være en årsag til, at man ikke fortælle, at man er ramt af stres. Man vil ikke risikere at løbe ind i en shitstorm. Da jeg selv blev syg, var jeg bekymret for, hvordan folk ville se på mig. Hovedet er jo vores arbejdsredskab, og hvis jeg nu havde været syg i hovedet, hvordan opfattede folk så det. Når man er en offentlig person, overvejer man, om man skal fortælle noget om det. Det er en meget privat ting,« siger hun.
På det punkt er Tage Sønder- gaard Kristensen lodret uenig.
»Folk har ofte ikke den allerbedste indsigt i, hvorfor de havner der, hvor de gør. En del af forsvaret er, at man benægter, at den hårde tone i debatten påvirker dem. Forskning har vist, at det ikke er noget problem at arbejde i mange timer, hvis man bliver mødt med anerkendelse og respekt.
Landmænd og selvstændige har i mange år haft den laveste dødelighed, selv om de arbejder i 50-60 timer om ugen,« siger han og peger på, at den manglende respekt for politikernes arbejde faktisk betyder langt mere, end man tror.
»Problemet er, at de arbejder meget og samtidig ikke får nogen anerkendelse for deres indsats. De får i stedet at vide, at de er utroværdige og fyldt med spin. Når man arbejder hårdt og kun møder mangel på respekt, arbejder man endnu hårdere, og det hjælper jo ikke noget,« lyder Tage Søndergaard Kristensens analyse.
Hjem til valgkampen
Pernille Rosenkrantz-Theil gik ned med stress i begyndelsen af 2005. Hun kom hjem fra det sydlige Indien, hvor hun havde været katastrofearbejder, og røg hovedkulds ind i den danske valgkamp.
»Det kunne jeg ikke holde til,« siger hun.
Blandt de stressramte politikere er ministre og politikere i ansvarsfulde positioner, som de har brugt mange år på at opnå. Jo ældre de er, des mindre har man lyst til at tale om det.
Maja Panduro har meddelt, at hun er sygemeldt med depression og angst ’efter igennem alt for lang tid ikke at have lyttet til min krops stress-signaler’.
Beslutningen om at være åben om det havde ikke været let at tage.
»Det er vanvittigt grænseoverskridende at blotte sig på den her måde. Men jeg tror, det er nødvendigt, at nogle af os gør det, hvis vi skal tabuerne og skammen til livs,« skrev hun på Facebook.
Pernille Rosenkrantz-Theil mener, det er modigt gjort.
»Man kan ikke pålægge folk at sige noget om det, når de er syge, men når de er blevet raske igen, synes jeg, der påhviler folk et ansvar for at være med til at nedbryde tabuet om det,« siger hun.
