Mens socialdemokraterne i to år har kæmpet for at forbyde købesex i Danmark, har et byrådsmedlem fra partiet tjent penge som udlejer til en sex-klinik på Frederiksberg.

Thaimassageklinikken Oi’s Body Care på Frederiksberg sælger således hver morgen fra klokken ni til langt ud på aftenen kropsmassage og seksuelle ydelser fra en stueforretning på Forchhammersvej 13 på Frederiksberg.

Lejligheden er ejet af den socialdemokratiske byrådspolitiker og skoleleder Finn Martensen fra Holbæk og hans søn Kasper Martensen. Klinikken annoncerer flere gange om ugen på sexsiderne i Ekstra Bladet.

Læs også:

Allerede i foråret forsøgte beboerforeningen i ejendommen uden held både at tage fat i ejeren og Frederiksberg Kommune om sex-klinikken i det fredelige kvarter bag Forum i København. B.T. har talt med fem beboere, der ikke ønsker deres navn offentliggjort, da prostitution oftest forbindes med organiseret kriminalitet. De fortæller om den konstante strøm af piger i klinikken.

- Det er fuldstændig åbenlyst, at der bliver solgt sex i lejligheden. De har åben til langt ud på aftenen og der sover endda en pige i lejligheden, hvis der skulle komme en kunde, siger en mandlig beboer fra samme opgang.

Læs også:

Alle fem beboere, som B.T. taler med siger, at de ikke kan forestille sig, at den socialdemokratiske politiker ikke vidste, at der var thaimassage i lejligheden.

Da B.T. onsdag talte med det socialdemokratiske byrådspolitiker Finn Martensen over to samtaler fortæller han dog, at det kommer fuldstændig bag på ham, at der var thaimassage i ejendommen, som han og sønnen har ejet siden februar 2010.

- Jeg har lejet den ud i den tro, at lejeren er en håndværker, der hed Frank. Lejekontrakten er godt nok underskrevet af både ham og hans thaikone. Men da han lejede den, sagde han, at den skulle bruges til kontor og til hans håndværkere, når de var i København. Jeg anede ikke det her. Men nu har jeg taget aktion på det.

Så man kan kun beskylde dig for at være naiv, når du ikke undersøgte om den blev brugt til sexklinik?

- Det kan godt være. Håndværkeren slap endda for depositum mod at han renoverede lejligheden. Men det skal selvfølgelig stoppes. Både som politiker og privatperson er jeg modstander af prostitution. Havde jeg vidst de ting som foregik, så havde jeg grebet ind langt før, siger Finn Martensen, der nu vil bede sin advokat om at få smidt thaiklinikken på gaden.

Lejligheden er lejet ud til ejeren af et byggeselskab på Amager og hans thailandske kone Oi Wulff. Da B.T. i går ringede til Oi Wulff, bekræftede hun, at havde klinikken. Hun smækkede røret på, da vi spurgte til om de solgte seksuelle ydelser. Da B.T. få timer før kom forbi og foregav at være kunde, får vi dog netop tilbudt sex.