Om få timer får vi udløst det, de fleste folketingspolitikere går og venter på: Hvem der skal lede landet indtil næste folketingsvalg. Gennem valgkampen har der været dødt løb mellem rød og blå blok, men alligevel har danske spillefugle en klar statsministerfavorit.

Det viser de indsatser bettingbureauet NordicBet har modtaget på, hvem der er statsminister efter aftenens folketingsvalg.

»Vi har modtaget rigtigt mange spil på Lars Løkke siden weekenden. Siden weekenden har 75 procent spillet på Lars Løkke som statsminister, og bare i dag er det tal steget til 90 procent. Det har væltet ind med spil på Løkke. Der har været en generel tro på, at han kunne sætte en slutspurt ind,« siger Tonni Munk Jensen, der er oddssætter hos NordicBet.

NordicBet har sat oddset på en Løkke-sejr ned til odds 1,65, mens oddset på at Thorning vinder, ligger på 2,15. En sejr til Løkke vil betyde et økonomisk tab for bettingbureauet.

»Vi håber, at Thorning løber af med sejren, for det er klart, at vi kommer til at skulle udbetale en del, hvis Løkke skulle vinde,« siger oddssætteren, der er overrasket over den store tiltro til Løkke, når meningsmålingerne tyder på et helt dødt løb.

Det er muligt at spille på udfaldet af dagens folketingsvalg helt op til valgstederne lukker klokken 20 i aften. Danske Spil, der tidligere var kendt som Dansk Tipstjeneste, har også Venstre-formanden som favorit. Her er oddset på Lars Løkke-sejr stort set det samme som hos NordicBet. Danske spillere får her pengene 1,67 gange igen, hvis Løkke vinder, mens de får pengene 2,15 gange igen, hvis Thorning fortsætter som statsminister.

Statsminister-odds hos andre bookmakers:

Bet365: Løkke: 1,60 / Thorning: 2,30
Betsafe: Løkke: 1,65 / Thorning: 2,15