Den danske regering støtter Tyskland i en sag ved EU-domstolen om kontanthjælp til en rumæner.
Den danske regering tager nu endnu et markant europæisk skridt for at forsvare retten til nationale undtagelser fra EU-borgeres adgang til sociale ydelser, skriver Politiken.
Regeringen støtter en kommende tysk sag ved EU-domstolen, hvor de tyske socialmyndigheder vil forsvare deres mulighed for at afvise for eksempel østeuropæeres krav om kontanthjælp, hvis de aldrig har haft arbejde i Tyskland og heller ikke har nogen realistisk mulighed for at få det.
»Vi har besluttet, at Danmark skal give indlæg i den tyske sag, fordi den er af vigtig principiel betydning. Den går ind i selve fortolkningen af den frie bevægelighed. Vi gør det med det ret enkle udgangspunkt, at EU-borgere ikke skal rejse over landegrænser for at blive forsørget af andre. Hvis vi rejser, gør vi det for at søge job, for at arbejde og for at bidrage til samfundet,« siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).
Dano-sagen, der ventes at komme for EU-domstolen her i foråret, handler om tyske socialmyndigheders afvisning af at betale kontanthjælp til en rumænsk statsborger bosat i Tyskland.
25-årige Elisabeta Dano fra Rumænien har boet med sin søn i den østtyske by Leipzig i flere år. Hun mener som EU-borger at have ret til tysk kontanthjælp, selv om hun aldrig har færdiggjort nogen uddannelse og aldrig haft job i Tyskland.
Byens jobcenter mener, at det må være nok at betale en billet for Elisabeta Dano og hendes søn, så de kan komme tilbage til Rumænien og kræve deres ret til sociale ydelser i hjemlandet.
Elisabeta Dano har klaget til Leipzigs socialdomstol, som sidste sommer bad EU-domstolen om at tolke sagen i forhold til de europæiske regler om social sikring og fri bevægelighed.
»Dano-sagen rammer meget direkte ned i andre diskussioner, vi har i Danmark lige nu. Det er vigtigt, at vi bruger det europæiske samarbejde og de veje, der er i det, til at manifestere, hvor det er, vi ser vores danske velfærdssamfund, også i fremtiden«, siger Mette Frederiksen.
Hun understreger, at unionsborgere, der har arbejdet, betalt skat og a-kasse-bidrag i Danmark, selvfølgelig behandles ordentligt, men der skal ydes, før der kan nydes.
Tidligere på ugen besluttede regeringen at gå ind og støtte et andet medlemsland i en EU-strid om velfærdsydelser, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sagde, at Danmark vil stå sammen med Finland i en anden sag, hvor EU-kommissionen har trukket finnerne for domstolen på grund af det finske krav om national optjening af retten til dagpenge. Det er kun Finland og Danmark, der har den slags nationale beskæftigelseskrav.