Politiets afhøringer afslører hemmelig viden: Thornings rådgiver kan afsløre Troels Lund Poulsens spindoktor.

Forud for valget i september 2011 blev Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, advaret om, at daværende skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor Peter Arnfeldt forsøgte at plante den fortrolige afgørelse i hendes mands skattesag i et eller flere medier.

Flere journalister henvendte sig til hendes særlige rådgiver, Noa Redington, og fortalte, at Peter Arnfeldt havde tilbudt dem at se den fortrolige afgørelse, hvor Thornings mand, Stephen Kinnock, slap for at betale skat i Danmark. Det har Noa Redington forklaret til Københavns Politi.

Hans oplysninger er en bombe i sagen og kan belaste Peter Arnfeldt, fordi de svækker rådgiverens egne forsikringer om, at han straks makulerede sin kopi af skatteafgørelsen og ikke udleverede den til nogen.

LÆS ALT OM SKATTESAGEN HER

Peter Arnfeldt er i øjeblikket på rejse i Afrika og oplyser over en dårlig telefonforbindelse, at han ser, siger han til BT, frem til at Noa Redington fortæller, hvilke journalister han henviser til.

Afhørt af politiet

Politiets afhøring foregik på den måde, at Noa Redington i fjor midt under regeringsforhandlingerne på Hotel Crowne Plaza, hvor han befandt sig sammen med ledende politikere fra S, R og SF, blev ringet op af politiet og herefter afgav sin forklaring i telefonen.

I et uddrag af rapporten, som BT har set, bemærkes det ordret, at Noa Redington fremkom ’med oplysninger om, at han gennem andre journalister var bekendt med, at en særlig rådgiver i Skatteministeriet havde tilbudt afgørelsen til journalister, uden at han ønskede at redegøre nærmere for det’.

BT har foreholdt Noa Redington det konkrete afsnit i rapporten. Han bestrider ikke ordlyden og vil heller ikke gøre det, når han på et tidspunkt selv skal afgive forklaring til Skattesagskommissionen. Bortset fra det, har Noa Redington ingen kommentarer, understreger han over for BT.

KØB BT MANDAG OG LÆS MEGET MERE. LÆS BLANDT ANDET:
* Ekspert: Derfor kan det være afgørende for sagen
* Noa Redington kan tvinges til at afsløre journalister

DU KAN OGSÅ LÆSE HELE HISTORIEN I DAGENS E-AVIS - KØB DEN HER