LO-formand Harald Børsting er så glad for skatteaftale, at han på mandag vil invitere regeringen til at genindkalde til de trepartsforhandlinger, som ellers er brudt sammen.

- Før forhandlede vi ind i et blindt rum. Med skatteaftalen på plads kender vi grundlaget for forhandlingerne, både hvad skatten bliver, hvordan finansieringen skal ske, og at der sker en forøgelse af arbejdsudbuddet. Når de fakta er kendt, synes jeg, regeringen bør overveje at samle dagsordenen op igen for de trepartsforhandlinger, der faldt til jorden. Det vil jeg allerede her i den kommende uge henvende mig til regeringen om, siger Harald Børsting, formand for LO.

Forhandlingerne brød sammen, fordi Metals formand, Thorkild E. Jensen, ikke kunne få opbakning fra sine medlemmer til at forhandle om fjernelsen af en feriedag. Thorkild E. Jensen har i dag ikke ønsket at kommentere Harald Børstings udmelding om genoptagelse af forhandlingerne.

Thorkild E. Jensen har dog ligesom Børsting udtrykt tilfredshed med skattereformen, selv om Metal-bossen er ene om at være glad over lettelser i topskatten, som kommer til at give relativt mange smede flere penge mellem hænderne. I dag betaler hvert fjerde medlem af Metal topskat. Efter hele løftet af topskattegrænsen vil det være hver tiende.

Begge forbundsformænd roser, at beskæftigelsesfradraget hæves, fordi det gavner lav- og mellemindkomstgrupperne.

- Jeg er meget glad for, at nedgangen i overførselsindkomster er udskudt. Man kan håbe, at  vi inden da får så meget gang i beskæftigelsen, at det slet ikke bliver nødvendigt at bruge det redskab, siger  Børsting, der roser regeringen for at have skabt en bred skatteaftale.

- Vi har ikke været trygge ved at forhandle med et Christiansborg, der var mere optaget af politiske drillerier og forberedelse til valgkamp. Det er meget glædeligt, at Christiansborg nu er trukket i arbejdstøjet og prøver at finde en løsning på landets problemer, siger Harald Børsting, der tvivler på, at forhandlingerne vil blive genoptaget inden sommerferien, selvom han ringer til regeringen på mandag.

- Jeg har fået masser af opfordringer fra baglandet om, at forhandlingerne burde genoptages nu. Og jeg har hele tiden ønsket at forhandle den dagsorden. Derfor håber jeg at få den første kontakt til regeringen i stand inden sommerferien, siger LO-formanden, der heller ikke vil gisne, om hvorvidt der er opbakning eller modstand fra de øvrige parter i forhandlingerne.