Børne- og undervisningsministeren åbner op for dele af regeringens kommende folkeskolereform.

Flere timer med lærerne og pædagogerne og en mere sammenhængende skoledag - helhedsskolen - bliver omdrejningspunktet i S-R-SF-regeringens kommende folkeskolereform, skriver Politiken.

Folketinget åbner på tirsdag, men allerede nu afslører børne og undervisningsminister Christine Antorini (S) dele af regeringens kommende folkeskolereform.

De enkelte folkeskoler skal blandt andet fremover selv kunne bestemme, om lærere og pædagoger skal undervise side om side, siger Antorini til Politiken:

- Hvis vi i højere grad tænker i en sammenhængende helhedsskole, er det tætte samarbejde mellem lærere og pædagoger endnu vigtigere, fordi det gør, at der kommer en bedre skoledag for børnene.

Christine Antorini vil foreslå partierne i forligskredsen en lovændring, så lærere og pædagoger kan arbejde sammen, og alle landets skoler kan implementere ordningen.

Ifølge en Rambøll-rapport forbedrer samarbejdet mellem lærere og pædagoger undervisningsmiljøet, giver lærerne mulighed for at fokusere mere på faglighed og bedre mulighed for at integrere børn med indlæringsvanskeligheder.

- Vi er optaget af at få lavet en skoledag, hvor eleverne får flere timer, så vi netop kan få en mere spændende undervisning, siger Antorini til Politiken.

De øvrige regeringspartier og Venstre bakker ifølge Politiken op om forslaget, mens Dansk Folkeparti og De Konservative afventer yderligere detaljer.