Politiet beder om hjælp til at finde den gerningsmand, der 14. juni overfaldt politikeren Morten Bødskov.

København. Der er tirsdag gået to uger, siden tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) blev overfaldet på Islands Brygge i København. Gerningsmanden er stadig på fri fod, og nu beder Københavns Politi borgerne om hjælp til at finde ham.

I den forbindelse har Morten Bødskov tegnet en tegning af et kors, som overfaldsmanden har tatoveret på venstre underarm.

Samtidig udsender politiet følgende beskrivelse af manden:

- Mand, dansk, hvid hud, 20 til 30 år, 180 til 190 centimeter høj. Spinkel af bygning med et smalt ansigt. Havde kort lyst hår og et kors tatoveret på venstre underarm. Han var iført mørkeblå hættetrøje og jeans.

Morten Bødskov blev overfaldet af manden, da han sammen med en ven sad og så EM-fodbold på storskærm ved Islands Brygge. Gerningsmanden slog den tidligere minister med en knytnæve i tindingen og forsvandt derefter fra stedet.

Om hele episoden skrev Bødskov selv på Facebook dagen efter:

- Han spørger mig, om jeg ikke er tidligere justitsminister, om jeg ikke er socialdemokrat, og hvad jeg hedder? Efter jeg har svaret ham, spørger han, om jeg ikke kan forklare socialdemokraternes økonomiske politik.

- Da jeg beder ham uddybe det spørgsmål, bliver han lidt svævende, rejser sig pludselig hurtigt op og slår mig hårdt med en knytnæve i tindingen.

- Idet han slår mig, siger han noget i retningen af, "det her er fra Mouril", eller "det her er fra Mourine". Hvad det betyder, ved jeg ikke.

Politikere fra samtlige partier tog efterfølgende kraftig afstand fra overgrebet, som S-formand Mette Frederiksen betegnede som "politisk motiveret".

Hvis det lykkes politiet at anholde overfaldsmanden, vil han ifølge vicepolitiinspektør Ove Larsen blive sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 244 - den milde voldsparagraf.

Hertil kommer en sigtelse efter straffelovens paragraf 119, som handler om vold mod personer, der besidder et offentligt hverv.

Det er den samme paragraf, som beskytter eksempelvis politifolk i tjeneste. Den har en strafferamme på otte års fængsel.

/ritzau/