Der findes kun et notat fra PET om Henrik Sass Larsen, understreger justitsministeren efter Sass’ advokat har antydet noget andet.

Justitsminister Morten Bødskov (S) afviser, at der eksisterer mere end ét notat fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) om Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, og hans mulige forbindelse til en Bandidos-rocker, som tilsyneladende betød, at han ikke kunne blive minister i Thornings regering.

Lørdag skrev Information, at Sass Larsens advokat mener, at det notat, Justitsministeriet efterfølgende har offentliggjort, ikke nødvendigvis er identisk med det notat, Sass blev forelagt ved et møde med Stats- og Justitsministeriernes departementschefer på et møde 28. september 2011.

Men sådan hænger det ikke sammen, lyder det fra Bødskov.

- Sådan et notat eksisterer ikke, der findes kun ét notat, og det er på tre sider, sagde Morten Bødskov på samrådet.

- Det var det samme notat, som efterfølgende, 25. juni, blev udleveret til Henrik Sass Larsen, sagde ministeren.

Notatet blev udleveret til Henrik Sass Larsen, efter Folketingets Ombudsmand udtalte kritik af Stats- og Justitsministeriernes håndtering af hans sag. Han var således kun mundtligt blevet pålagt tavshedspligt i sagen, lige som Justitsministeriet afslog at give ham aktindsigt i det PET-notat, han var blevet forelagt på mødet.

Efter Ombudsmandens kritik valgte justitsministeren at udlevere notatet til Sass, der selv offentliggjorde det senere samme dag.