Mangeårigt folketingsmedlem for Socialdemokraterne Inger Bierbaum er død.

Det skriver Jydske Vestkysten.

Inger Bierbaum var opstillet for Socialdemokraterne fra 1993 til 2005 i Augustenborgkredsen i Sønderjylland, hvor også skatteminister Benny Engelbrecht er opstillet i Sønderborgkredsen. Han skrev lørdag på Twitter:

»Tidligere medlem af Folketinget for S, Inger Bierbaum er gået bort - æret være hendes minde.«

Inger Bierbaum var født i Haderslev, men boede frem til sin død i Nordborg på Als. Oprindelig var hun uddannet butiksassistent, men siden læste hun til lærer og underviste i mange år på flere skoler i det sønderjyske. Heraf 30 af årene på Østerlundsskole i Nordborg.

Omtrent samme tid som hun blev færdig som lærer, blev hun valgt ind i bestyrelsen for Nordals Socialdemokratiske Partiforening. I 1974 blev hun medlem af Nordborg Kommunalbestyrelse, hvor hun sad frem til 1994. Her nåede hun at være formand for socialudvalget og viceborgmester ad to omgange.

Derudover bestred hun poster i Sammenslutningen af Sociale Udvalg i Danmark (SASU) og i bestyrelsen for Haderslev Statsseminarium, og så var hun i en periode lægdommer i Den Sociale Ankestyrelse.

Derudover var hun med i Kontaktudvalget for Det Tyske Mindretal 1998-2001.

Inger Bierbaum blev 71 år.