De Konservative og Dansk Folkeparti slutter sig nu til kredsen af partier, der ønsker en stramning af straffelovens børneporno-paragraf, der i dag har visse huller, der gør det lovligt at udstille uskyldige billeder af børn i seksuelle sammenhænge.

En ny rapport fra Red Barnet, der har gennemgået 400 hjemmesider, viser således, at der er risiko for, at eksempelvis private Facebook-billeder af børn i badetøj ender på pornografiske hjemmesider.

»Jeg synes, det er stærkt problematisk, og jeg synes, det er enormt krænkende både over for børnene, men også over for børnenes forældre, der skal se deres barn i en helt anden sammenhæng, end billedet var tænkt. Det bør i den grad være strafbart. Vi bliver simpelthen nødt til at stramme op,« fastslår de Konservatives retsordfører, Tom Behnke (K).

Red Barnet efterlyser en stramning af lovgivningen for at komme børneporno-gråzonen til livs, fordi straffeloven i dag kun omfatter billeder, der viser en voksen have anden kønslig omgang med et barn, eller billeder, hvor der er en eksplicit seksuel adfærd - eksempelvis hvis barnets kønsorganer vises »med et seksuelt formål«.

»Ny teknologi giver nye muligheder, og der skal lovgivningen kunne følge med. Når man kan gå ind og stjæle sommerferiebilleder fra folks Facebook-profiler og bringe dem i en helt forkert sammenhæng, vidner det om, at der er brug for en stramning af lovgivningen,« lyder det fra Tom Behnke.

Også Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup (DF), blæser til kamp mod de krænkende billeder af børnene, som han kalder »meget grænseoverskridende« og »decideret klamme«.

»Hvis der er et fripas til pædofile til at rundsende sådan nogle billeder, så skal vi have gjort noget ved det. Det er ikke holdbart, og derfor synes vi, at der er grund til at kigge på lovgivningen,« siger Peter Skaarup.

Han synes især, det er de opstillede billeder af børn i eksempelvis udfordrende og afslørende tøj, der i dag er lovlige, så længe de ikke har et direkte seksuelt formål, der er problematiske.

»Der er ingen tvivl om, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at bekæmpe de her billeder, som kun har til formål at tjene voksnes sexlyst til børn. Det bliver vi nødt til at sætte ind over for, og derfor vil vi nu tage sagen op med justitsministeren, så vi kan bakke Red Barnet op i de bestræbelser, de har,« lyder det fra Peter Skaarup.