Alle boligejere skal i to år helt gratis kunne klage over skæve ejendomsvurderinger, foreslår De Konservative.

København. Når landets boligejere i 2019 igen får mulighed for at klage over vurderingen på deres boliger, vil regeringen lade det koste op mod 8000 kroner i gebyr. Hvis man vel at mærke ikke får medhold i sin klage.

Det er alt for dyrt, mener de borgerlige støttepartier.

Hos De Konservative foreslår skatteordfører Brian Mikkelsen, at boligejere får to års gratis mulighed for at klage over skæve ejendomsvurderinger.

- Det kan godt være, at der så kommer flere klager ind. Men det gør ikke mig noget som helst. Vi er til for borgernes skyld, og hvis de føler sig dårligt behandlet, må vi bakke op om dem, siger han.

Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, finder det rimeligt at opkræve et mindre gebyr:

- Men hvis det bliver for højt, afskrækker det folk fra at klage. Så det skal være et så lavt gebyr som muligt.

I årene fra 2013 til 2018 er det ikke muligt at klage over vurderingerne på grund af massive fejl i det nuværende vurderingssystem.

Men når det fra 2019 igen bliver muligt at klage, mener regeringen, at det skal koste mellem 500 og 2000 kroner per klage. Da boligejerne fra 2013 til 2018 har fået fire løbende vurderinger, kan gebyret i alt blive 8000 kroner.

DF vil ikke indføre gebyr for hver ejendomsvurdering.

- Vurderingerne hænger jo sammen. Derfor synes jeg også, det vil være en pengemaskine for staten, hvis man vil opkræve gebyr for en klage for hvert år, siger Dennis Flydtkjær.

Et gebyr på 8000 kroner risikerer at skræmme nogle boligejere fra at klage, mener Brian Mikkelsen:

- Det er typisk embedsmænd, der har udtænkt et system, fordi de er bange for, at der er rigtig mange, der vil klage. Men så må politikere træde i karakter og sige, at vi er på borgerens side ? og ikke systemets side.

Spørgsmål: Risikerer man ikke med to års gratis klageadgang, at alle boligejere vil prøve deres sag af, når de ikke har noget at tabe?

- Det har man ikke oplevet, da det tidligere var gratis at klage. Det her er blot en ekstra motivation for at få et mere præcist system og sikre retssikkerhed og anstændighed, siger Brian Mikkelsen.

Liberal Alliance vil lade boligejerne betale et mindre beløb af det, det koster at behandle klagen, hvis man taber sin klagesag, skriver Jyllands-Posten.

Ritzau har forgæves forsøgt at få en kommentar fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) og Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm.

/ritzau/