Dårlige meningsmålinger gør, at blå blok har interesse i at ’kvæle’ Nye Borgerlige for at undgå voldsomt stemmespild for den samlede blok, mener BTs politiske kommentator Søs Marie Serup

Nye Borgerlige med Pernille Vermund i spidsen har siden partiets fødsel kunnet lune sig i meget medieopmærksomhed og meningsmålinger, der sendte dem direkte ind i magtens korridorer på Christiansborg.

Men eventyret kan være slut, inden det overhovedet er begyndt. I hvert fald skal man kigge langt efter de gode meningsmålinger for partiet, der ellers så lovende ud i starten.

I går kom en ny Voxmeter-måling foretaget for Ritzau, som sendte Nye Borgerlige ned til 1,2 pct. af stemmerne og på Berlingskes Barometer, som tager gennemsnittet af de seneste meningsmålinger, ligger partiet på 1,7 pct.

BTs politiske kommentator Søs Marie Serup vurderer, at det vil blive meget svært for Nye Borgerlige at komme i Folketinget ved næste valg.

»Nye Borgerlige havde i starten nyhedsinteresse og budskaber, som brændte igennem i forhold til de etablerede partier. Nu er nyhedens interesse forsvundet, og det er ikke fordi, at deres politiske budskaber adskiller sig markant fra dem, der i forvejen findes på Christiansborg. Så det bliver svært,« siger Søs Marie Serup.

Hvis meningsmålingerne omkring Nye Borgerlgie forbliver på det her niveau, så kan det i sig selv skræmme vælgere væk, som vil være bange for at deres borgerlige stemme går tabt til stemmespild, mener Søs Marie Serup.

Nye Borgerlige kan få Mette Frederiksen til magten

For blå blok er Nye Borgerlige netop en risiko for et stort stemmespil, hvis de ikke skulle få de to pct., der skal til for at komme i Folketinget. Det er den samlede blå blok bange for.

»Det kan jo bidrage til at Mette Frederiksen kommer til magten. Nu har blå blok en interesse i at kvæle Nye Borgerlige, når de ligger på det der niveau. Det var noget andet, da de lå på fem pct. Der var det risikabelt at kvæle at dem, men nu ville det sådan set være hensigtsmæssigt at klemme de sidste stemmer ud af dem,« siger Søs Marie Serup.

Derfor kan det ændre den samlede blå bloks strategi i forhold til Nye Borgerlige.

»Man kan simpelthen prøve at kvæle dem, i stedet for at have en vis respekt for dem. Også i måden, man behandler dem på. For eksempel kører Dansk Folkeparti en hård udlændingedagsorden med diskussionen om, hvornår man er dansker. Når Dansk Folkeparti står i den hårde del af skalaen på det, så bliver det svært for Nye Borgerlige at tilbyde noget andet eller mere,« siger Søs Marie Serup.

Pernille Vermund har ikke ønsket at udtale sig omkring Voxmeter-målingen.