Ikke siden før folketingsvalget i 2011 har Venstre ligget så lavt som nu, viser en ny Megafon-meningsmåling.

Hvis der var valg til Folketinget i morgen, ville 23 procent af danskerne stemme på Venstre. Det viser en ny meningsmåling fra Megafon foretaget for TV 2 og Politiken.

Det er samtidig den laveste tilslutning til landets største parti siden før valget i efteråret 2011, hvor Venstre i en Megafon-måling 11. september 2011 var nede på 22,6 procent.

Den nye måling er lavet mandag og tirsdag og dermed i dagene efter en uges massiv kritik af Venstre-formand Lars Løkke Rasmussens (V) partibetalte tøj og Mallorca-tur til familien.

Samtidig går Socialdemokraterne frem til 22,3 procent af stemmerne mod 20,3 i april. Og samlet set haler rød blok ind på blå blok med 3,4 procentpoint, skriver tv2.dk.

Lars Løkke Rasmussen, der tirsdag aften fik fuld opbakning fra Venstres forretningsudvalg efter et timelangt møde, afviser fortsat at fortælle, om der er betalt skat af den Venstre-betalte familierejse til Mallorca. Ej heller vil han fortælle, hvor stor en del af de 152.000 kroner til tøj, han selv har betalt. Eller hvornår, han har gjort det.