____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det er et helt bevidst og meget klogt valg, at Lars Løkke ikke blander sig i sagen om den skandaleombruste Venstre-borgmester Thomas Banke, forklarer politisk kommentator.

- Løkke ønsker selvfølgelig ikke at kobles på den farce, der finder sted i Fredericia - og hvorfor skulle han også det? Lars Løkke har hverken partilovmæssigt eller praktisk nogen adkomst til at forholde sig til det - og ikke lyst til det, siger politisk kommentator Niels Krause-Kjær til bt.dk.

Sagen som Venstres partiformand har været fuldstændig tavs om, er den dramatiske magtkamp, der i de seneste måneder har udspillet sig i Venstre i Fredericia, efter at den omstridte Venstre-borgmester Thomas Banke er blevet beskyldt for bilagsrod, fusk og morfinafhængighed.

Det fik i december et enigt byråd til at udtrykke mistillid til borgmesteren, der efterfølgende tog på sygeorlov.

Sagen kulminerede tirsdag med, at fire kritiske byrådsmedlemmer først smed Thomas Banke ud af byrådet og dermed Venstre, hvorefter Venstres formand i Fredericia onsdag smed de fire Banke-modstandere ud af Venstre, efter at de havde afvist bestyrelsens ultimatum om at støtte op om Banke. Dermed er Banke nu på vej tilbage til borgmesterposten.

Selv om borgmester Thomas Banke var en solid støtte for Lars Løkke under hans bilagssag i 2008, så skal Venstre på landsplan ifølge Niels Krause-Kjær passe på, at de ikke går ind og blander sig i den her sag - de skal holde sig meget på afstand, forklarer Niels Krause-Kjær.

- Jeg er helt sikker på, at Løkke har en holdning til sagen, men den holder han for sig selv, og det er også meget klogt. Eksklusion eller ej, er noget man klarer lokalt. Det er ikke i første omgang noget, der har med partiet på landsplan at gøre. Hvad skulle Løkke sige eller gøre? siger Niels Krause-Kjær.

Sagen vil heller ikke få konsekvenser for partiet Venstre eller Løkke, så på den måde, er der heller ikke behov for at blande sig, forklarer den politiske kommentator.

- Sagen er og bliver et problem for Venstre i Fredericia, men jeg har meget svært ved at forestille mig, at den skulle blive et problem for Venstre på landsplan, siger Niels Krause-Kjær.

Han forklarer, at selv om lokalpolitiske skandaler ofte kan fylde meget i medierne, så er det meget sjældent, at sagerne påvirker landspolitikken. Han henviser bl.a. til Peter Brixtofte-sagen i Farum, som ikke kunne kædes sammen med landspolitiske målinger.

- Vælgerne har udmærket styr på, at det er en lokalpolitisk sag. Borgerne i Slagelse, Aarhus eller København kan jo godt se, at det ikke har noget med dem at gøre. Sagen kunne i princippet ligeså godt være sket i et andet parti, siger Niels Krause-Kjær.

Thomas Banke kom sidste år i alvorlig modvind, da det kom frem, at han har sjusket alvorligt med sin private brug af kommunens kontokort. Samtidig er han blevet afhængig af morfin efter en tandoperation, noget der ifølge flere byrådsmedlemmer går alvorligt ud over hans evne til at varetage borgmesterembedet. Han er også blevet beskyldt for fusk med en lægeerklæring, som han havde fået i et falsk navn.

HVAD MENER DU? GØR LØKKE KLOGT I AT HOLDE SIG UDE AF DENNE SAG? DELTAG I DEBATTEN HERUNDER