Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) bliver nu beskyldt for at forsvare Skats ulovlige overvågning af danskere – en overvågning ministerens egne embedsfolk ellers har kritiseret.

- Der er absolut slet ingen grund til at være bekymret for, at Skat i strid med EUs regler trænger ind i danskernes privatsfære ved at kræve fortrolige teleoplysninger om, til hvem og hvorfra vi ringer – i jagten på skattesnydere.

Sådan lød en opsigtsvækkende forklaring fra Henrik Sass Larsen under et nyligt samråd i Skatteudvalget.

- Hvad er det egentlig, man er så bange for? Skattemyndighederne har jo tavshedspligt. Det er jo ikke sådan, at man kan rende rundt og flage med de oplysninger, man får ind, og på den måde genere borgerne, lød det fra Sass Larsen, hvilket fik flere oppositionspolitikere ved samrådet til at måbe.

Sass Larsen er som erhvervs- og vækstminister den øverste ansvarlig for, at EUs såkaldte e-persondatadirektiv, der skal sikre privatlivets fred, bliver overholdt i Danmark. Netop Sass Larsens embedsfolk har kritiseret Skat for at bryde direktivet i sin jagt på fortrolige teleoplysninger, men ifølge ministeren er det altså ikke bekymrende, fordi Skat alligevel har tavshedspligt.

Sjofler sit embede

Ministerens udtalelse får nu kritikere til at mene, at Sass Larsen sjofler sit eget embede. Dennis Flydtkjær, Dansk Folkepartis skatteordfører, siger:

- Det er ganske uholdbart, og jeg forstår godt, at der er nogle forvaltningsproblemer, hvis synet på borgernes retssikkerhed er sådan helt op på ministerniveau.

- Det er åbenbart erhvervsministerens holdning, at bare skattemyndighederne har tavshedspligt, så er der ingen problemer. Kunne man forestille sig, at bare en politimand havde tavshedspligt, så kunne man ikke have noget imod, at man fik ransaget sit hjem eller aflyttet sin telefon? Den udtalelse fra erhvervsministeren giver absolut ingen mening, og statsministeren skylder os et svar på, om det er den måde hendes regering forvalter på, siger Dennis Flydtkjær, der selv deltog i samrådet.

I strid med EU-regler

Henrik Sass Larsens kontroversielle udtalelse faldt i forbindelse med et samråd om Skats ulovlige jagt på teleoplysninger, hvor både erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen og skatteminister Holger K. Nielsen var blevet indkaldt efter en serie artikler i BT.

Sagens kerne er, at Skat er fortsat med at kræve fortrolige teleoplysninger som led i sin skattekontrol, på trods af at Skat gentagne gange var advaret om, at det er i strid med EU-reglerne, herunder e-persondatadirektivet.

De to ministre skulle under samrådet blandt andet svare på, hvorfor Skat er blevet ved med at kræve de fortrolige teleoplysninger helt frem til august 2013, efter Erhvervsstyrelsen allerede i et møde i marts 2012 understregede, at det var i strid med EU-reglerne.

En misforståelse

Både Henrik Sass Larsen og Holger K. Nielsen forklarede under samrådet, at der ’blot’ var tale om en misforståelse.

Både styrelsen og Skat havde forladt mødet med det forkerte indtryk, at deres respektive synspunkter var taget til efterretning hos modparten.

Henrik Sass Larsen, der undervejs forsøgte at sætte de spørgelystne oppositionspolitikere på plads, understregede, at der var vigtigere ting at tage sig til end at bore i denne ’misforståelse’.

- Der er ikke noget at komme efter. Brug krudtet på noget andet, sagde Henrik Sass Larsen og fortsatte:

- Det er et kontrolredskab. For at finde ud af, om der er nogen svindlere i Skat. Man får nogle gange fornemmelsen af, at blå side ønsker at svække myndighederne mest muligt, så nogle af deres venner derude kan få lov til at løbe løbsk,’ udtalte Henrik Sass Larsen.

Kun ved retskendelse

Ekspert i it- og teleret, professor, ph.d. Søren Sandfeld Jakobsen fra Aalborg Universitet har tidligere udtalt til BT, at det er ’kritisabelt’ og ’chokerende’, at Skat har krævet fortrolige teleoplysninger uden at være sikker på at have hjemmmel til sådanne indgreb. Han er noget forundret over Henrik Sass Larsens udtalelse.

- Det afgørende er jo ikke, om Skat har tavshedspligt eller ej. Det afgørende er, om Skat overhovedet har ret til at få teleoplysningerne udleveret fra teleselskaberne. Og her følger det af de bagvedliggende EU-regler, at fordi en udlevering vil udgøre et indgreb i kommunikationshemmeligheden, må teleselskaberne ikke udlevere oplysningerne til Skat til brug for almindelig skatteligning. De må kun udlevere dem til brug for opklaring af kriminalitet og som klar hovedregel kun, hvis der foreligger en retskendelse, siger Søren Sandfeld Jakobsen til BT.

Venstres skatteordfører Torsten Schack Pedersen mener, at Sass Larsens udtalelser hører hjemme i et totalitært regime.

- Når Henrik Sass Larsen mener, at Skat som myndighed bare skal have uhindret adgang til alle borgeres oplysninger, fordi Skat jo har tavshedspligt, så er det i strid med alle principper i et retssamfund, hvor borgere har personlig frihed. Det er jo forhold som i et totalitært regime, som Sass Larsen synes er i orden, siger Torsten Schack Pedersen.

Også Liberal Alliances skatteordfører Ole Birk Olesen undrer sig.

- Det var en meget mærkelig udtalelse! Samrådet handlede om, hvorvidt Skat har overtrådt lovgivning ved at kræve teleoplysninger udleveret – og så sidder ministeren og siger nærmest, at det kan være lige meget, fordi Skat har tavshedspligt. Udtalelsen viser, at regeringen overhovedet ikke har forstået sagens alvor. Det er meget bekymrende, siger han.

Han bakkes af Dansk Folkepartis Dennis Flydtkjær, der vil have statsminister Helle Thorning-Schmidt på banen.

- Kunne man forestille sig, at bare en politimand havde tavshedspligt, så kunne man ikke have noget imod, at man fik ransaget sit hjem eller aflyttet sin telefon? Eller hvis agenterne fra NSA blot har tavshedspligt, så er det vel ikke et problem, at de aflytter statsledere rundt i verden? Den udtalelse fra erhvervsministeren giver absolut ingen mening, og statsministeren skylder os et svar på, om det er den måde, hendes regering forvalter på.