De nyeste dagpengetal er seks måneder gamle, og det er utilfredsstillende, mener en række partier i Folketinget. Beskæftigelsesministeren forsikrer, at der bliver arbejdet på højtryk for at løse problemerne, men at der først kommer nye tal efter valget.

Alvorlige IT-problemer har i et halvt år afholdt kommunerne fra at registrere, hvor mange ledige danskere der har mistet retten til dagpenge. Det betyder, at de nyeste statistikker over de arbejdsløses skæbner, som politikerne flittigt refererer til i valgkampen, er helt tilbage fra november, og derfor ved man reelt ikke, hvor mange personer der i dag er røget ud af dagpengesystemet.

En situation, som beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) ikke er tilfreds med. Han kan dog ikke love, at tallene bliver opdateret inden valget 18. juni, selv om flere partier har råbt højt om, at det er afgørende at kende til dagpengesituationen, inden danskerne skal til stemmeurnerne.

»Det er virkelig ærgerligt, og det er også noget, vi har fokus på. Det er jo en teknisk ting, som skal løses, og det er jeg meget indstillet på. Der bliver arbejdet på højtryk for at ordne problemet. Jeg håber, at vi inden for et par måneder har tallene,« siger Henrik Dam Kristensen til Berlingske Nyhedsbureau.

Jyllands-Posten skriver onsdag om IT-fejlen hos kommunerne, og det har fået flere af Folketingets partier til at kritisere regeringen for ikke at have løst de tekniske problemer hurtigere.

SF-formand Pia Olsen Dyhr (SF) kalder det »grotesk«, og også Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), langer ud efter regeringen:

»Det er jo en debat, som i den grad står højt på dagsordenen hos danskerne. Jeg håber da virkelig, at vi inden valgdatoen får de seneste tal. Jeg frygter, at tallene vil vise, at endnu flere mennesker har mistet hele deres indkomst, fordi nogle af de midlertidige redningspakker, vi fik presset regeringen til, nu er ved at løbe ud,« siger hun.

Henrik Dam Kristensen ville ønske, at problemerne kunne blive løst hurtigere, men det er ikke muligt.

»Jeg tror, at de fleste har en fornemmelse af, at IT-problemer kan være komplicerede. Og det taler vi også om her. Der er helt forskellige systemer i kommunerne, der vanskeliggør det her. Men Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er helt afhængige af de indberetninger, der kommer fra kommunerne, og derfor håber jeg også, at de kommer så hurtigt så muligt,« siger han.

Den køber Venstre dog ikke. Arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen (V) mener ikke, at IT-problemer kan bruges som undskyldning.

»Uanset om det skyldes teknik eller administrative problemer, så er det helt uacceptabelt. Det er ministerens ansvar at sikre, at systemerne fungerer. Nu har det været et problem siden november, og det er ikke løst ved udgangen af maj, og det er klart utilfredsstillende,« siger han.

De seneste tal fra november viser, at flere end 50.000 danskere har opbrugt deres dagpengeret siden januar 2013. Og a-kassernes brancheorganisation, AK-Samvirke, deler politikernes bekymring for, at det tal er vokset markant i løbet af de seneste seks måneder.

»Vi diskuterer på et forkert grundlag. Der er hele tiden rigtig mange, der falder ud, og derfor er tallet for november alt for lavt,« siger direktør Verner Sand Kirk.

Henrik Dam Kristensen vil ikke komme med sit bud på, hvor mange danskere der er faldet ud af dagpengesystemet siden november.

»Jeg har ikke lyst til at gætte på tallene. Det ville ikke være ordentligt. Styrelsen vil jo heller ikke sende nogle tal ud, der er gæt. Det er nødvendigt at få officielle tal, og det arbejder vi på,« siger beskæftigelsesministeren.