70-årige Bertel Haarder er tæt på en helt utrolig rekord. Hvis han holder havandet år endnu som minister, så bliver han den længst siddende minister siden 1901.

Mange troede, det var slut med at være minister for Bertel Haarder, og at han måske skulle være ny formand for Folketinget. Men skæbnen og Lars Løkke Rasmussen ville det anderledes. 28. juni blev Haarder udnævnt til kultur- og kirkeminister. To poster han ifølge BT’s oplysninger selv havde bedt om.

Dermed slår Bertel Haarder flere utrolige rekorder, og mere er på vej:

Han er den eneste politiker, der har været minister på et tidspunkt i hvert af de sidste fire årtier.

Han er den længstsiddende nulevende minister.

Han er den eneste, der har været minister, hver eneste dag, der har været en borgerlig regering siden Poul Schlüters første regering i 1982.

I 2011 havde han 20 års jubilæum som minister, heraf mere end 15 år som undervisningsminister. Han har været minister længere end både Thorvald Stauning og Jens Otto Krag.

Den eneste, der stadig slår ham er socialdemokraten Kristen Mortensen Bording, der var minister i 22 år mellem 1924 og 1950. Hele tiden på samme post som landbrugsminister.

Men ham slår Bertel Haarder også, hvis han stadig er minister i januar 2017. Så bliver han den længst siddende minister siden systemskiftet i 1901.

»Ja, siden 1982 har det ikke været muligt at danne en borgerlig regering, uden at jeg var minister i den,« siger Bertel Haarder med et grin.

»Jeg har svært ved at vænne  mig til tanken om, at jeg har siddet så længe, at jeg er tæt på at blive den længst siddende minister i 100 år. Jeg føler ikke, jeg har forandret mig. Jeg mener stadig, jeg har masser af ideer, og ting, jeg gerne vil lave om. Men jeg læser i aviserne, at jeg er blevet lidt rundere, og det har jeg ikke noget imod. Det var der også brug for.«

Han har faktisk drømt om at blive kulturminister siden 1998.

»I 1998 da Uffe Ellemann-Jensen var lige ved at vinde over Poul Nyrup og kun tabte med nogle få stemmer på Færøerne, havde han jo skrevet en ministerliste, og han havde tænkt sig, jeg skulle være kulturminister. Det var jeg meget glad for,« siger Bertel Haarder.