I denne uge mødes danske politikere med nordiske brødre og søstre i forbindelse med møder i Nordisk Råd.

Bertel Haarder (V) er medlem af præsidiet for Nordisk Råd, og han efterlader ingen tvivl om, at 'far' - ligesom BTs læsere - er vred over, at nordmændene har planer om at lade tolden for import af visse oste og kødprodukter stige med op til 277 pct. I forvejen blev tolden på Hortensia-planter hævet fra 0 til 72 pct i juli måned.

- Det er rent og skær protektionisme fra nordmændenes side. Der er skyldes, at visse interesseorganisationer i Norge har set chancen for tage indtægter fra danske leverandører og er lykkedes med strategien, siger Bertel Haarder til BT.

Han vil ikke forpasse nogen mulighed for at bringe emnet op på de møder, han har med ledende norske ministre i løbet af ugen - også stats- og udenrigsministeren.

- Jeg tror, at det vil være muligt at tale nordmændene til fornuft. Det her er ikke en samfundssag for Norge, men det er en stor sag for Danmarks gartnere. Hvis nu Danmark var et stort rigt og fedt land i forhold til nordmændene, så kunne jeg forstå det. Men der er snarere tale om, at Norge er 'kong Salomon' og Danmark er 'Jørgen Hattemager'.

Bertel Haarder mener, at han har noget at have sin optimisme i. Han fortæller, at da han i sin tid sad i Europa-Parlamentet, forsøgte japanerne at indføre en ekstra flæskeskat, som ville have haft stor betydning for Danmark.

Her lykkedes det Haarder at 'bibringe japanerne fornøden viden til', at de i løbet af få dage tog forslaget af bordet igen.