De Radikales gruppeformand, Marianne Jelved, kalder Uffe Elbæks beslutning om at trække som kulturminister »en trist, trist begivenhed«.

Det var en berørt radikal gruppeformand, Marianne Jelved, som Berlingske Nyhedsbureau talte med en time efter, at Uffe Elbæk havde trukket sig fra sin post som kulturminister

- Det er en trist, trist begivenhed. Jeg accepterer og respekterer hans beslutning. Når jeg ser ham næste gang, vil jeg give ham et knus og sige, at jeg ked af det på hans vegne. Det har nok ikke været nemt, siger Marianne Jelved.

- Han har ret i, at der er noget »støj«, der nu forsvinder fra regeringen, tilføjer de Radikales gruppemand.

Hverken de Radikales politiske leder, Margrethe Vestager, eller statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) havde planer om at fyre Uffe Elbæk.

Det understregede Margrethe Vestager cirka en halv time efter, at Elbæk tog sin afsked på et pressemøde.

- Der var ingen tvivl om, at der var tillid til ham, siger Margrethe Vestager, der sammen med statsministeren tirsdag modtog og accepterede Elbæks undskyldning for, at han har placeret en række arrangementer på Akademiet For Utæmmet Kreativitet (AFUK), hvor Elbæk selv har siddet i bestyrelsen, og hvor hans mand er ansat.

- Jeg har været meget glad for at have Uffe på ministerholdet og på det radikale hold. Jeg forstår godt de overvejelser, som han har gjort sig, og derfor har jeg selvfølgelig også respekt for den beslutning, han har taget, siger Margrethe Vestager.

Både Vestager og Jelved mener, at det er for tidligt at spekulere i, hvem der skal overtage posten som kulturminister.