Det konservative folketingsmedlem, Tom Behnke, har på egen hånd og i strid med gældende regler givet direktøren i Rådet for Sikker Trafik, Anders Rosbo, lønforhøjelse. Det skriver Jyllands-Posten.

Tom Behnke, der er sit partis retsordfører, har som formand for Rådet for Sikker Trafik sikret Anders Rosbo lønforhøjelse, bonusordning og kontraktforlængelse uden først at orientere Justitsministeriet eller forretningsudvalget i rådet, sådan som dets vedtægter ellers foreskriver. Det fremgår af en ny rapport fra Rigsrevisionen, som betegner sagen som »alvorlig«.

- Når man overtræder vedtægtsreglerne, og vi kan se, at der er bevilget et ekstraordinært højt tillæg, så har man ikke valgt at bruge skatteborgernes penge særligt hensigtsmæssigt, siger rigsrevisor Lone Strøm.

Tom Behnkes generøsitet betyder, at Anders Rosbos udbetalte løn – inklusive pension og værdien af fri bil – er steget med 27 procent fra 2007 til 2011.

Rosbo - som er tidligere kommunikationsrådgiver hos De Konservative - får i dag en løn på 1,1 million kroner om året uden bonus, pension og bil.

Han siger til Jyllands-Posten, at han formodede at alle regler blev overholdt, og han erklærer sig overrasket over kritikken fra Rigsrevisionen. Tom Behnke vil ikke selv kommentere sagen over for avisen.

Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper mener dog ikke, at det mangeårige folketingsmedlem kan fortsætte på formandsposten for Rådet for Sikker Trafik og kræver, at Tom Behnke går af.

- Hvis ikke han vil trække sig frivilligt, må han afsættes af justitsministeren, siger hun.

Kammeradvokaten går nu ind i sagen og vurderer dens mulige konsekvenser.