De to ting er boligpakken og betalingsringen.
- Der er to ting, som bliver til noget. Det ene er hjælpepakken til boligmarkedet, det andet er betalingsringen. I øvrigt vil jeg afholde mig fra at gå yderligere i detaljer om, hvordan regeringsgrundlaget bliver, sagde Helle Thorning-Schmidt til en skov af fremholdte mikrofoner 17. september.
Nu ser det ud til, at Helle Thorning-Schmidt kommer til at bryde begge løfter.
Planen med boligpakken var at optø det frosne boligmarked ved at suspendere tinglysningsafgift, ejendomsværdiskat og grundskyld. Det ville give boligkøbere en gevinst på op til 20.000 kr. Men allerede 2. oktober kom de første meldinger i pressen om, at hjælpepakken ikke ville komme til at stå i regeringsgrundlaget.
Dermed var betalingsringen det sidste af to stensikre stik for regeringen. Men efter massiv kritik fra flere kanter erfarer flere medier nu, at planerne om en betalingsring for billister omkring København er taget af bordet.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt har bebudet en officiel udmelding om betalingsringen onsdag.



